Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
"Aa Jakob, du er jo ett no' gammel Mand endnu; du bryder dig wal en Vej."
Som i et Udslag af Galgenhumor spurgte han, da Visti stod paa Tærsklen: "Kan jeg ikke komme over og
blive din Staldkarl?"
"Nej Jakob, det kunde vi vist ikke enes om; men du skal ett komme til at lide Nød; du kan, hvad Dag du
vil, faa hos mig ligesaa megen Jord, som du selv kan behandle. Og det skal du faa paa samme Vilkaar som
de andre. Saa staar du selv for, hvad du vil ha' ud af det."
"Ja, Tak skal du ha'," sa' Jakob; men han tænkte: Ikke engang til at være hans Staldkarl er jeg god nok!
Det var med alt andet end et muntert Sind, at Visti gik hjem i Mørket fra Sjællænderen. Atter havde han faaet
det stærkeste Indblik i, hvorledes en af Naturen usædvanlig begavet og velmenende Mand gik i Spaanerne
paa Grund af Uorden. Hvornaar vilde dog vor Bonde lære at respektere denne den uomgængeligste af alle
Livets Krav; thi det var Orden, hvor der overhovedet skulde være Tale om Samfund eller Kultur. Forlængst
havde vor Bonde bevist sin Dygtighed, naar Talen var om Arbejdets Nytteside; hvorlænge vilde det vare,
før det gik op for ham, at Arbejdet havde endnu en Værdi, og det endda den væsentiligste, men som de
fleste lod ligge urørt: den moralske, den æstetiske Værdi. Skjønhedssiden ved Bondelivet gik uhjælpelig
i Vasken for de fleste.
I Vistis Barndom var Bondehjemmet fire Huse omkring en Mødding; nu var det altfor ofte fire Huse i en
Mødding, som her hos Jakob Sjællænder. Naa, alle burde selvfølgelig ikke kjæmmes over samme Kam.
Især burde Kvinderne roses for den Renlighed og Orden, de skabte, saalangt deres Magt rakte. Det var at
ønske, at den Renlighedssans, der havde haft saa gavnlige Følger paa Kvindernes Omraade, maatte kunne
udstrækkes ogsaa til Mandfolkene i Lo og Stald.
Men det var ikke en Reform, man løb til; hvad havde han ikke selv kjæmpet og stridt, før han havde
faaet gjennemført en taalelig Arbejdsplan paa sin Gaard. Her skulde gribes med fast og myndig Haand.
Hovedvanskeligheden var altid det Tyende, man havde at arbejde med. Deres Opdragelse var som oftest
saa skjæv og misvisende, at de betragtede ethvert Krav om Orden og Metode som en mod dem rettet
personlig Fornærmelse. Som Aarene gik, havde han dog naaet at sætte sin Vilje igjennem, men ikke uden
mange bitre Erfaringer. Nu kunde han selv og enhver huskjendt Mand gaa hen - om saa skulde være - i
Mørke og finde det Redskab og det Stykke Arbejdstøj, der skulde bruges. Forspandstid, Røgtetid - alt gik
paa Minutten. Ingen større Spild af nogen Art; og Spild - det var ikke nogen hel ringe Post i Nutidens
Bondebedrift. Visti var tilbøjelig til at antage, at det, der gik i Skuddermudder paa en middels Herregaard,
kunde en Gaardmandsfamilie leve af; og det, der tankeløst bortsløsedes ved Uorden og Slendrian paa en
større Bondegaard, kunde en - Husmandsfamilie leve højt paa.
Men værre end dette haandgribelige Spild var dette Aandsspild og Lykkespild, der gik i Svang rundt om i
Hjemmene, fordi Husfaderen ikke magtede den rent menneskelige Opgave at faa Arbejdet til at gaa med Liv
og Appel. Det Arbejde, der var udført med et graat Sind, vilde altid være slet gjort, og den Orden, der var
skabt uvillig eller under Tvang (man havde bare Behov at tænke paa den militære Orden!), men som ikke
havde nogen Rod i Sindelaget, vilde hverken glæde eller gavne nogetsteds. - Nej, det var Skjønhedsglæden,
der skulde vækkes, i Stort som i Smaat. Bonden ejed den Glæde saa fuldt som nogen; den var bare bleven
forfusket af en Flok tarvelige Moralister, der havde huseret med vor Bondestand i en stiv Menneskealder,
hvor Resultatet var blevet som nu hos Jakob Sjællænder, et mixtum compositum, et Rørsammen af intet og
allehaande, af forældet Theologi og forladte Overklassemeninger. Lutter fortørrede Skorper og humleløse
Ølsjatter, der var bleven hældt i den samme store Fælles-Gryde og kogt til Højskole-Øllebrød.
Naar Bonden overlodes til sit Instinkt, tog han sjældent fejl. Den gamle Bonde havde en langt sikrere Smag
for Skjønhedsværdier end Nutidens Bonde. Det viste de Huse, hvori han hyggede sig: Salsen med det jævne,
hjemlige Straatag og den hvide, tungede Gesims, der fik én til at tænke paa den sirlige Kniplingsbort om
Gammelmors "Kapp"'; det viste det hvide Sand, der strentedes rundhaandet ud over Trapper og Stenbro og
sjældent fattedes selv foran det tarveligste Bondehjem. Det viste de store blankskurede Kobberkjedler, der
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 91 af 99 www.gratisskole.dk