Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
Der gik en lang Tid, og Halvmørket svøbte sit Tungsindsflor tættere over Tag og Rim. De bundne Køer
brølede hæftigere og hæftigere efter Vand, uden at nogen agtede deres Kalden.
En Pige med hvidt Forklæde kom frem i Bryggersdøren og lyttede. "Men hvad var der da det ejen henne ved
Nødset, - saadan en Tid tog?" Lidt efter kom Jørgen atter frem og gik hen mod Stuehuset; da han var kommen
midtvejs paa Stenbroen, standsede han og saa ned imod Jorden; gjorde saa en uvilkaarlig Bevægelse, som
vilde han tilbage til Stalden, brast ud i ien stor Hulken, mens han vaklede mod Gangdøren.
Et Minut efter hviskedes det fra alle Kroge paa Tidselbjærg, at den unge Søren havde berøvet sig Livet ved
at drukne sig i Nødsets Vandingstrug.
Der soves uroligt i det Hus, hvor en Selvmorder er lagt paa Straa; Tjenestekarlene satte imod Sædvane Krog
paa Staldkammerdøren og laa og underholdt hinanden til ud paa Natten med Selvmordshistorier. Den gamle
Røgter, der havde kjendt Søren, fra han var en bitte Pøjker, bad de længste Bønner, han kunde huske, for
den dødes "naadige Frelse", mens han græd, snød sin Næse og bad igjen. Pigerne krøb sammen i Sengene
to og to og hviskede og lod sig gjennemgyse af Fortællinger om Forvarsler og Gjengangersnak; de vilde
ikke mere ved Nattetid vove sig ind i Stalden for aldrig det; de turde ikke slukke Lyset, der blev ved at
brænde til den lyse Morgen.
Pludselig hørtes der Træskoskratten paa Stenbroen. Det var Jørgen Tidselbjærg. I 4-5 Timer havde han løbet
hvileløs op og ned i sit Værelse; nu traadte han under Maanehimlen. Han gik hen mod Østerporten; hans
Skridt lød ensomt klagende i den tavse Nat; det var, som flyttede han Benene med den største Møje. Han
gik sønden om Laden og satte sig op mod dens Sokkel. Hans Tindinger hamrede, og hans Ansigtshud var
stramt af Taarernes Løb. Men her var Fred og en af frisk Hø mættet Aftenkøling. Han kunde herfra se Langt
ud over Kjærene og den maaneforsølvede Fjord; Stilheden var saa stor, at man næsten kunde høre Duggens
Fald i Græsset: Knarregjæssene drog i Luften ind over Landet mod Øst; Gaardene steg hist og her frem af
Halvmørket som tunge Dyr; en Bindehund slængte et Par ensomme Glam imod Himlen, før den raslede ind
i sit Hus; Kukmanden sad paa en Døjdynge og gjentog for hundrede Gang det samme naragtige Raab; og
langt ude under den sydllge Horisont svang et Blinkfyr med korte Mellemrum sin lldsnært gjennem Natten.
Jørgen sansede alt dette og sansede det dog ikke. Thi al hans Opmærksomhed var vendt indad; hans Tanker
laa derinde som en uredt Nogel Giftorme, der alle bed ham ved Hjærteroden.
Naar Solen nu imorgen steg op over Bakkerne deromme, saa var der een mindre paa Tidselbjærg. Sørens
Duer vilde sidde og pille sig paa deres vante Plads oppe i den Tagvinkel, hvor nogle slanke Svingelstraa
bøjedes svagt under Natteduggen; hans Kaniner vilde hoppe rundt i Gaarden langs den kalkede Huslænge
med lange Gummilast-Bevægelser, standse for hvert Hop og lugte til Kalken, til de tomme Stripper, til
Grebe og Skovlskafter. Folk og Fæ vilde komme frem af Kamre og Stalde og trampe rundt paa den rungende
Stenbro; men han vilde ikke være imellem dem. Folkene vilde komme ind til deres Davre og indta' deres
Pladser paa Bænk og paa Skammel; men Pladsen paa Bænken yderst tilvenstre, der hvor han selv havde haft
sin Plads som ung, der hvor den, der var gjævest i Familien - Gaardens tilkommende Ejer - i Aarhundreder
havde haft sin Plads, den vilde staa tom; hans Ske vilde sidde urørt i Stroppen; alle vilde de skjæve hen til
den tomme Plads og derfra op i Jørgens Ansigt, og saa skulde han sidde og passe saa forfærdelig paa sig
selv, ingen skulde se, hvad der kjæmpede i ham, - og saa kunde det maaske endda gaa galt, Nej, det var nok
bedst, han blev fra Davren imorgen; hvorfor skulde Folkene ha' ens Ynk at se paa?
- At Søren kunde gjøre ham den Sorg! Om det dog havde været enhversomhelst af de andre - for et Sted
skulde man jo rammes men den Dreng havde han værget om som sin Øjesten; de var saa sammenvoksede,
at dette tyktes ham den grusomste Amputation.
Han var kommen til Verden paa et højst uheldigt Tidspunkt, da Forholdet til Konen var allerslettest; og da
hun saa blev helt umulig og sendtes ud af Huset, havde han maattet betro ham til Tjenestefolkenes Omsorg;
men det kunde hænde, at Jørgen, bedst som han gik i Marken, fik en ubeherskelig Hjemvé mod sit Barn, eller
grebes af en Ængstelse for, at det ikke skulde ha' det godt, - da satte han uden videre tværs over Grøfter og
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 39 af 99 www.gratisskole.dk