Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
Det tørre Vejstøv pulser efter dem som Røgen fra et Lokomotiv; de frække Solstraaler skinner lige igjennem
Marthas klare Kjole og heder hendes Barm og faste Ben. Hvert Øjeblik, naar der er noget, han vil vise
hende, maa Visti over Vejsporet for at lægge sin Arm om hendes Midje; saa ser hun først stort og varmt
paa ham og siden mod den Ting, hvorpaa han peger. - Nu er de naaet ud til Gaardens Roemarker. Visti gaar
op igjennem Rækkerne og glæder sig hjærteligt over deres Frodighed og Velplejethed, som han selv har
overvogtet. Paa engang faar han noget studsende i sit Ansigt; han bøjer sig ned og tar en Vantrivning op
fra Ageren; han staar en Stund med den i sine Hænder, drejer den foran sit Ansigt, faar et helt modvilligt
Præg, som vilde han sige til Skiftingen: "Hvad er det for no' med dig! Har jeg ikke været mod dig nøjagtig
som mod alle de andre! Hvi lønner du mig da saa ringe!"
"Hvad er der i Vejen med den,' spørger Martha, der ser Skyggen, som glider over Mandens Træk. "Aa, det
er en sølle "Atterlaaring", det maa vær' af en ring' Slaw'; saadan kan en jo ogsaa mellem Mennesker træffe
én, der fra Barnsben af er bestemt til æ Fattiggaard." Han lader Roen dumpe og gaar videre.
De kommer forbi den nu snart modne Rug.
Barnet er atter oppe i Martha, hun løber ind mellem de mandshøje Straa, sænker sit Ansigt lidt ned: "Tit-tit!
Løjnør'! (note: Laaddenøre,Kælenavn). Nu er Martha bleven henn'!" - De bøjede Vipper strømmer sammen
og stryger hende hen over hendes sunde Kinder, hen over Halsen, ned under Hagen; stryger i smaa, lette
Ryk, som en Haand i Søvne. Saa er hun atter ude i hans Favn. Lidt efter gaar de forbi Dyrenes Vandingssted,
hvor Blikspanden ligger foran Truget.
"Nu skal du se Løjer!" siger Martha og hopper over Pigtraaden ind i Kreaturfennen. Hun griber Blikspanden
og bruger den som Tromme, mens hun kalder: "Kippe, Kippe, Kippe, Kip!" - Med den Lyd kunde hun altid
kalde Kalvene til sig, mens de var smaa, og Tiden var inde, at de skulde ha' deres Mælk.
- I samme Nu Trommen gik, saa man halvhundrede Dyr, hvide, hjelmede, brogede, i strygende Trav hen
over Kjærene; helt ude fra de yderste Holme, hvor de er vadede hen for Bremserne, kommer de med løftede
Halse og vajende Haledusk; i Smaagrupper og enkeltvis; de yngste forrest med fyrige Hop, de ældre og
tungere flegmatisk, ligesom tvivlende, noget tilbage - søger de ind imod samme Punkt, til Martha staar i en
broget, forskydelig Sværm af sine kjære hornede Venner.
En Stund efter dukkede de begge op paa Vistis Yndlingspunkt Bavnebjærg. Da de havde siddet lidt sa' Visti:
"Kan du endnu huske, den Gang, du kom kjørende med den Brune og den Hest, der siden kom til Vøvtrup,
og a kom ned fra Højen her og fik Hold i din Tejne."
"Om a kan huske det?" Martha saa ud over Landet, som overskuede hun i et eneste Blik hele sit Liv siden da.
"Da var der nok ikke mange, der skulde ha' tænkt' te vi skulde ha' bleven saa jens om vore Sager," sa' Visti.
"Ikke det? Da vidst' a da det lige med det samme, a saa dig!" Denne uforbeholdne Bekjendelse, den herligste
en Mand kan høre efter Aaringers Giftermaal, blev lønnet med et stort Kys for Horisontens Aasyn.
"Ja, der ser jo lidt anderledes ud paa Tidselbjærg nu end den Gang," sa' Visti med et betegnende Nik af
Huen ud mod Kjærene.
"Ja, min Far var ett meget for Forandringer; der er du saa møj hwellere," sa' Martha og tog ham i Haartoppen.
"Ja, hvad om min Far vilde sige, om han kunde se op? Æ Gaard split ad og kløvn i jenne smaa, grattede
Ejendomme, hvor der før var en stor sammenhængende Flamm' -."
"Nej, ynde det vilde han jo sagtens ett. Men enhver Tid har jo sine Krav. Og vel skal vi ære de Gamle, men
vi skal ett gjøre dem til vore Afguder."
"Nej, aaenej! Men dér er jo det Punkt, hvor a har vanskeligst ved at følge dig. A er ræd for, te hvis min Far
havde levet, a saa der vilde ha' holdt med ham."
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 94 af 99 www.gratisskole.dk