Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
"Forivre mig! Nej, a har faaet mig en god Middagshvil, a kan hjælp' mæ jen Lidt; nu er det snart syv Aar,
sin' a gik ad æ Seng. A kund' vist træng te a faa Halmen rystet."
"Ja, ja Jørgen, lad os nu sove paa det," sa' Visti, mens han og Martha gik med Godnat ud af Kammeret.
Jørgen sov ikke stort den Nat af bar Forventning om Dagen, der skulde komme. Blodet jog afsted i Feber og
skyllede alle hans Betænkeligheder med sig. Ligesaa voldsom han før havde kuet ethvert blødagtigt Ønske
om at komme op og være som andre, lige saa hæftigt lod han sig nu rive hen af den modsatte Stemning. Alle
hans indespærrede Friluftslængsler, som han med Voldsomhed havde tugtet tilbage til deres Lænker, sneg
sig nu frem i Flok og Følge og brød deres Aag for hans Øjne. Han saa nu atter Hav og Fjord i evig Blaanen;
han saa de lange, lige Agre fra Tidselbjærgs Porte og ud til de vaade Skjelgrøfter, hvor Væslet har saa travlt
om Høsletten - helt ud mod Fjorden i Syd, hvor Regnspoven staar paa et Ben paa de mudrede Smaaholme.
Han saa Gaardens Rugmarkmed de hvide Flintesten; den herlige grønne Foraarsrug; intet i Verden kan vise
Mage til Grønhed som Rugen, naar den endnu har Sne i Agerfuren. Syv Aar var det, siden han havde set
denne velsignede Ting: Rug, Rug, grøn Rug!
- Flokke af hvide Høvder, Stude og Smaakalve, der allede sig i Ryggen, naar de klappedes med en gjæv
Haand, kom vandrende ind i hans Drømme med blanke Horn. - Aa, Dyrenes Horn! Denne simple svejfede
Form, og Varmen inde mod Roden! - Hvorlænge mon det var til Dag? - Jørgen famlede efter Kontakten.
Den elektriske Gnist lod Klokkens uforstyrrelige Ansigt træde ud af Mørket "Tre Kvarter paa to -? Aa, hvor
det kan gaa og smøle, det Skidt!" sukkede Jørgen og vred atter Kontakten i Hvil. - Han kastede sig længe hid
og did, men fandt ingen Søvn. Atter smækkede Kontakten, og Mørket skjulte sig under Bordet og Sengen.
Hvad var det nu, han havde for? Han slog Dynen tilside og betragtede med stor Iver sine Ben. Han forsøgte
at løfte den ene Fod i Vejret og la' Lyset spille paa Tæerne. - "Dér var vist ikke noget i Vejen," tænkte han.
Men ligesom han ikke var hel sikker i sin Sag, laa han endda, efterat han havde slukket Lyset og stak Foden
udenfor Dynen og prøvede de forsømte Muskler. - Men hans Tøj, hvor mon det var henne? Havde han mon
Tøj mere? Han blev formelig hed om Ørerne.
Kunde det ikke helt være faldet i Smuld eller kanske forvakket, saa ingen vidste, hvor det var mere? Hans
Træsko var jo da nok gaaet i Kakkelovnen, og han kunde Fanden ikke passe de andres Træsko! - Men nu
skulde han se at komme til at sove, ellers fik han jo aldrig Afgjøring paa Natten. Han la' sig om paa Siden.
Men det var ikke til at dy sig for de Tanker om, hvad der vilde hænde ham imorgen. Tænk, om han nu
vidste, hvor han kunde finde sit Tøj, og han saa stod op og trak i det uden videre, hjalp sig selv som før
Karl og gik ind og præsenterede sig for Martha fuld paaklædt. For der var misæl noget ved hende, ligesom
hun ett troed, te han var i Stand til at komme af Sengen. Hun vidste nok ett, te de gamle Stude havde de
stive Horn - det skulde endda gaa galt, om et frisk Menneske ikke kunde trække i sine egne Bukser. - Hvor
Dæwlen havde de gjort af jen si' Sager! Hér stod jo et Skab med hans Klæder i farom god' Daw' - - men det
gav han dem vel Lov til at flytte; hvornaar var nu det? Ja-a, det var vel sagt en fir' Aar sin'.
Den Visti han vild' jo altid ha' Forandringer; aa-e-ja! Nu skuld' han saa op og se, hvordan han havde turet
med det. For en Knag, det var han for Alvor. - Nu begyndte Tankerne i den gamle Ring, ud til Vigene,
ud til Vejlerne, ud til de brogede Stude paa side Strandenge. Her gik han i bløde. Søvnen tog endelig hans
urolige Sjæl.
Klokken viste højt op paa Formiddagen, da Jørgen atter vaagnede. Martha havde været inde paa Taa for
at linne et Vindue ud til Haven. Lærketrillerne ringlede og pinglede over Poppeltræerne, og ind ad Ruden
kom en vidunderlig Duft af bristende Knopskjæl og solvarm Muld.
"lh se, saalænge a i Dag ligger og lurer!" sa' Jørgen og saa lysvaagen ud over det lille Rum. "Martha!" kaldte
han. "Hvor har du saa mit Tøj?"
Martha og Visti, der var inde i Nabostuen, kom hen i Døren. "For nu maa en sgu til at prøve de gammel
Stager, om de kan hold' æ Mon." - Jørgen var om mulig endnu mere opsat end i Aftes.
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 80 af 99 www.gratisskole.dk