Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
Tykke Søren, der omtrent var lige saa bred som han var lang, rejste sig rød som en Lakstang og begyndte
i stammende Selverkjendelse:
"Erfaring viser, at ... at - -" (Søren ventede Stikordet fra Sidemanden og gjorde derfor en unaturlig
Kunstpavse) - - "at Mennesker ere ikke saa gode - saa gode, som de burde være. Alle have de Fejl .. Fejl ..."
Nu blev Sidemanden helt borte med sit Redningsbælte. Han har øjensynlig fundet Situationen farefuld for
sin egen Person og overladt det til Søren at klare sig i Land ved egen Hjælp. Søren huggede og hakkede uden
at komme igjennem, som en Plov, der er kommen ind i Stengrund og render oven ud af Furen. Nu buldrede
det i Katedret: "Du kan jo slet ikke Leksien!" Saa tordnede det: "Alle have de Fejl, og hos dem alle ytrer
sig - -" Søren: "Og - os - alle - ytrer sig - -" (Regnen slaar allerede Taarer!) Læreren: "Enten én eller anden
Tilbøjelighed ..." Søren (midt i en Taarebyge): "En eller anden Fornøjelighed!" - Læreren med Nævedunk
i Pulten: "Tilbøjelighed for Satan -" Søren (tvinende): "Tilbøjelighed for Satan ...." Nu slog det ned!
Bagerens dyre Mel stod i tunge Skyer ud fra Sønnens Rygstykker. Da der atter var bleven en Smule
Ørenlyd for Degnens Tampen og den blødagtige Sørens Jammer, hørte man en spæd Graad nede fra
Kakkelovnskrogen.
Det var Visti, der var taget til at skræbe af samme Grund som en lille Hund, der ser, at en større faar Klø.
Visti havde fulgt Begivenhederne med de opmærksomste Øjne - og Øren med; han saa den ene efter den
anden rejse sig op og pjanke noget fra sig og sætte sig igjen, men af alt det, de sa', forstod han ikke en
Tøddel. Og nu fik Bagerens Søren Klø; og han havde endda engang givet Visti en Kringle, saa han maatte
da være en rar Dreng. Naar det var saa uretfærdig en Verden, man var kommen ind i, hvor skulde en lille
Dreng saa klare sig.
"A vil hjem til Gammelmor!" hulkede han, mens Taarerne dryppede ned paa hans Tavle og udslettede de
Anstrængelser, han der havde gjort sig med at efterskrive Degnens Haand.
Degnen kom hen mod den lille Purk og søgte at tale ham til Rette; Vistis Graad tiltog alt eftersom Degnen
nærmede sig. Han var ikke naaet hen til Vistis Plads, før denne smidigt lod sig glide ned under Bænken,
hvor han kravlede videre mellem de andres Ben. Tavlen havde han ladt i Stikken. Der stod bare
et c med gammeldags Krølle over; paa Tavlen var der tydelige Spor af de smaa Fingres Udviskninger;
hundrede Gange maaske havde han gnedet dette forbistrede Bogstav ud og søgt at føre det nærmere til det
glorværdige Eksempel paa Forskriften. Især havde denne Krølle ærgret ham. Ved sin Flugt søgte han nu at
unddrage sig den forhaandenværende Retfærdighed, som øjensynlig ikke ejede hans Tillid.
Da han putted sig under Bænken, brast hele Klassen i Skoggerlatter. Ogsaa den gamle Degn havde et stort
Smil under Skjægstubbene. - Ved egen Hjælp alene havde han næppe faaet Visti frem. Thi han var krøbet
ind under Pigernes Skamler. Og det blev nu Degnens Yndling, Bolette, der maatte lokke ham op fra hans
Forskansning ved Løfte om en af de rigtig store Bismarcksklumper.
En mild April var fulgt efter en vinterbarsk Marts.
Enkelte Snerester, sorte som Fejeskarn og riflede som en Valkefjæl, laa hist og her med sivende Rande og
klamrede sig til Brinkerne, som kunde Aaret her ha' skiftet Linned. Is, som Sol og Tø alt længe havde slikket
paa, laa saa sprød og tynd og skjælvede for "Udslettelsens Dom". Hagelbygens stride Kost fejede gjennem
Luften, saa dens hvide Korn blandede sig med det kjørnede Byg bag de aabne Logab; men aldrig saasnart
var Bygen trukken hen, før Solen faldt brat og bredt ind mod alle Lyngslet Herreds hvide Gaardgavle, mens
en Række glade Fugle hoppede og sang paa Mønningerne.
For hver Dag, der gik, blev Bygerne færre og Fuglene flere. Der kom mere Il i Menneskenes Skridt. Kragens
træge Træk, der stemmer saa vel med Vinterdagens Graahed og Ro, erstattedes nu af Vibens arrige Kulbøtter
over Kjær og Pløjemarker; Bonden stod med en bred Pegefinger paa ét eller andet Datum i Almanakken for
at konstatere, hvitte han i Fjor havde begyndt sin Havresæd. Naar man stod ud af Sengen om Morgenen,
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 7 af 99 www.gratisskole.dk