Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
Saa kaldte han Martha ind. "Kom her hen!" sa' han og saa paa hende med sit hvasseste Blik. "Har der været
nøj imell' dig og Karlen?"
Martha blev baade rød og bleg, hun forstod godt hendes Fars Fyndsprog. Jørgen blev ved at fiksere hende;
han vidste, hans Datter var for stolt til at lyve sig fra noget "Hvorfor spørger du om det?"
"For det a vil ha no' Svar."
"Ja! - A har ligget ved ham hver Nat i det sidste Aar!"
Jørgen skjønnede helt vel sin egen Trods i denne stærke Overdrivelse og sa':
"Saa tykkes a Djævlen stjærne mig, te det var paa Tide, I fik hinanden!"
Det var en Haand udstrakt til at forsone Parterne. Jørgen havde vejet Sagen længe, havde tænkt ved Sørens
Skæbne og fældet hede Taarer ved hans Minde. - Men Marthas Svar bestod i at forlade Stuen. I lang Tid
satte hun nu Tjenestepigen til at opvarte ham for selv at fritages for flere nærgaaende Spørgsmaal.
Skiftedagen kom, da Visti og hans Skab skulde kjøres til Stationen.
Marthas første Tanke var at skjule sig ude Ide i Mosen mellem Tørvestakkene. Enden blev dog, at hun stod
paa Trappen med sit trodsige Hoved, og Armene overkors paa Brystet, et Trin over de andre og tilviftede
ham et behersket Farvel, tilsyneladende kold og ligeglad.
De sidste Ord, hun sa' til ham, da han var stegen op i Agestolen, var disse: "Dit Humbug sidder skjævt;
vil du ikke ha' det rettet!"
Da Vognen var kjørt, vaklede hun over Dørtrinet, en Besvimelse nær. De tre efterfølgende Dage var hun
ikke til at kjende for Hulken og Søvnløshed.
Visti havde siddet og bidt paa sin Tunge for at skjule sin Bevægelse. Da han naaede Stationen, sprang han
af Vognen og gik hen og tog Afsked med den Brune. Han strøg hende længe over de bløde Næsebor; hun
søgte i Spøg med sin bevægelige Overlæbe at fange en af Knapperne i hans Overfrakke.
"Vær god ved hende her!" sa' han henvendt til Andenkarlen, idet han gav Hesten det sidste Klap.
Da Vognen og den Brune vendte for Stationsdøren, uden at han havde ved Tømmen, brast al hans Modstand,
Graaden taagede hans Øjne, hans Bryst, hans Hjærne. Men midt i Taagen løftede sig en rank, trodsig Kvinde,
der stod med Hænderne over Brystet paa en knudret Trappesten.
Mens Jørgen Tidselbjærg i Vistis Forkarletid næsten havde trukket sig tilbage fra enhver Indblanding i
Gaardens Drift, blev Forholdet et ganske andet, saasnart Visti var bleven afløst af Niels, den ældste af
Børnene, der i de senere Aar havde været ude hos Fremmede. Forholdet mellem Jørgen og denne Søn havde
aldrig været det bedste; han ansaa ham for mindre begavet, end de andre havde været; at han havde kaldt
ham hjem nu, var kun begrundet i Omstændighederne, og Opholdet var ikke fra nogen af Siderne beregnet
paa lang Varighed.
Det er ikke nogen nem Sag at styre en større Landejendom fra Sengen, men Jørgen Tidselbjærg udførte
Kunststykket. Han havde aldrig været mere spillevende end i denne Tid. Han indlagde et elektrisk
Ringeapparat, der havde Forbindelse med alle Gaardens Udhuse, og hvis Strenge løb sammen i hans benede
Haand.
Han vaagnede allerede Kl. 4 om Morgenen og rørte Klokken, saa hele Gaarden rystede; det var Tegnet til
at komme ud af Dynerne. Ingen vovede at vise sig ved Bordet, før han havde rørt Madknevlen til Nadver
eller Middag.
Dreng og Andenkarl havde hver deres Signal at rette sig efter; det var tit overordentlig pinligt, naar man nu
var forhindret i at efterkomme Ordren og éns Klokke blev ved at ringe Dommerdag, som var der lldløs. Saa
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 61 af 99 www.gratisskole.dk