Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
"Du maa ett græde ... Hører du Martha!
Det var ett min Mening, te a vilde saare dig. En kan jo bare sommetider gaa og længes efter en bitte blød
Haand, en kund' klemm' om. - Skal vi ta' en bitte Dreng til os, - hvad Martha? - A véd en bitte sød Dreng
hernede i et af Husene, som a tror, vi maatt' faa." Martha slog Armene om hans Hals og trykkede hæftigt
hans Ansigt ind mod sin Barm for ligesom at lukke hans Mund.
"Lad mig saa sige dig det da!" Hun førte sin varme Mund hen imod hans Øre.
Visti sprang op og stod sitrende foran hende. Taarerne skød op i hans Øjne:
"Er det Sandhed!"
"A tror 'et. A vilde ett, du skulde ha haft det at vide, inden a var hel sikker i min Sag - men - ja - nu er
det jo altsaa sagt."
"Skulde der virkelig times os det, te der igjen engang skulde komme til at gaa en Vugge paa Tidselbjærg!
Det er ikke sket, siden din egen blev sat paa Loftet!"
Det var en bedaarende Julimorgen faa Dage efter. Visti spændte sine Øg for Ploven umiddelbart efter
Davren for at fælge Grønagre; der var faldet en god Blødding om Natten, saa den stive Bund var ganske
gjennemvædet.
Regnfaldet i den hede Julinat havde avlet en tæt Taage, der havde Møje med at lette; til at begynde med
kunde Visti ikke se synderligt længere end til Øgenes Ører, men nu begyndte Solen at kratte tilside i de uldne
Masser, snart gik Visti under blaa Himmel og snart igjen under Taage. Midt i dette Under mellem Lys og
Kaos standsede Visti sit Spand for at se og lytte. - Taagen følte alt for vel, at Slaget var tabt, nu gjaldt det om
at redde Tilbagetoget. Bakkernes vældige Isser dukkede først frem, saa kom efterhaanden den flade Mark,
men endnu koglede Taagen i Dalene. Nu og da kom en Kolonne af Skygger op fra én eller anden Dalbund
og søgte at undvige, men blev straks nedskudt af Solens Pile; det røg endnu her og der i Agren, som laa der
Gløder under Plovfurerne; men snart var ogsaa dette Blændværk forsvundet; paa denne Side af Fjorden var
der ingen Taage mere, men ovre paa den modsatte Bred langt mod Syd havde den taget Opstilling som en
Række fantastiske Bjærge, -som Solen et øjeblik laante sin bedrageriske Glans, saa det saa ud, som havde
de Alpesne paa Toppene. Himlen over Vistis Hoved var nu saa høj, at intet Jordisk var i Stand til at -naa
den; alligevel syntes Lærkerne - de smaa Vovehalse - at ville gjøre Forsøget. De havde endnu Væde paa
Vingefjerene efter Natteregnen, men de stænkede det fra sig som Triller i det svimle Himmeldyb. Taagen
havde efterladt Markerne i et Hav af Perler, som Solen først glødede til Ædelstene, - Safirer og Rubiner,
men senere afslørede som det bare Vand og lod forsvinde i en let Damp.
Visti stod et Øjeblik i den nyfødte Morgen med Haanden paa sin Plov. Hans Lunger spændte sig løftende
mod Ribbenene for at faa Plads til saa meget som muligt af den græsfriske Morgenluft; hans Sanser, der
nu var badede af Duggen, fik en overnaturlig Styrke.
Han kunde høre Tøjrekøllers rytmiske Bump helt ovre fra den anden Side Fjorden; han kunde tælle Ruderne
i det Spejlbillede, som Fiskerhytten ude paa Næsset kastede i Fjorden, tilligemed Neddet foran Døren, hvis
Lodstene slyngede svagt paa Billedet i Vandet. - Han hyppede atter sine Heste i Gang; der sad gyldne
Dugdiamanter i deres Man, og helt ud paa Ørespidserne funklede det i Rødt og Blaat.
Solen herskede nu almægtig i Landskabet; Maagerne vendte sig i dens Strimer ude over den kølige Fjord,
Ruderne glødede i den hvide Husrække langs Fjordkanten. Køerne stod i lange lige Rækker over Højagre og
Bakkeskraaninger og havde travlt med at fylde Vommen af det duggede Græs, før Fluerne kom og ødelagde
Madroen. Kirker stod som Vartegn hist og her paa fjærne Fjordbakker og rakte forgjæves mod den blaa
Himmeldrøm.
Visti pløjede.
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 97 af 99 www.gratisskole.dk