SKT. NIKOLAJ KIRKE - Danmarks Kirker - Nationalmuseet

728 KOLDING SKT. NIKOLAJ KIRKE
og Matthias Anchersen, hvis epitafier fra 1729 og 1770
og 1786 (nr. 12, 13, 14) kan henføres til de bedste billedhuggere
i hovedstaden. Det første skyldes muligvis
Christian Conrad Gercken, de to sidste med sikkerhed
Johannes Wiedewelt.
Ikke mindre end 91 gravsten kendes fra kirken, heraf
37 bevarede og ti, der kun er fragmenter. De resterende
44 kendes dels gennem afskrifter og tegninger,
dels fra korte omtaler i kilderne. Af de ældste gravsten,
der går tilbage til 14-1500-tallet, er en god del adelige,
heriblandt den eneste figursten (nr. 2), der er lagt o.
1540 over Hans Johansen Lindenov til Fovslet, og som
er enestående ved under de dødes fødder at vise en
fremstilling af en dødning (en ‘transi’). Endnu en adelig
figursten, lagt o. 1574 over Morten Svendsen (Orning)
til ‘Refdal’, er nu forsvundet (†nr. 2)
I 1600-tallets gravsten, der i det væsentlige er borgerlige,
afspejles renæssancens forkærlighed for kartoucheindramning
og portalopbygning. Et par sten har
en speciel udformning, der især er kendt fra Sønderjylland
og fra Ribes kirker: en engel, der inden for et
portalfelt fremholder et bomærkeskjold eller en skrifttavle
i kartouche (nr. 6, 16, jf. også nr. 15). Andre sten
er formentlig lokalt udførte, således en række, der i
hjørnerne har karakteristiske småengle, som blæser i
slanke trompeter (nr. 12, 15, 16, 17, fragment nr. 6, *7).
Gejstlige gravsten er især kendelige ved fyldige indskrifter
i hele stenens bredde (nr. 18, 19, 24).
Efter midten af 1600-tallet skete der efterhånden en
opløsning af gravstenenes arkitektoniske opbygning. I
stedet tog dekorationen over, først i form af bruskværk
(klarest i nr. 23) og fra o.1700 i form af det højbarokke
akantusløv. Særlig populær blev en udformning med
indskrift i store laurbærkranse, der blev omgivet med
religiøse figurer og scener (nr. 20, 22, 25, 27). Blandt
de ret få sten fra 1700-tallet er der et par udløbere af
denne tradition (nr. 33, 34).
En særlig kategori udgøres af gravfliser, små og gerne
kvadratiske sten, der dels havde karakter af billige gravsten,
og som ofte blev anvendt over børn (nr. 1, 3, 6, 9),
dels tjente som markeringssten. Det vil sige, at man efter
at have købt et gravsted markerede det med en lille,
foreløbig sten med initialer (nr. 2, 7, 8, jf. også gravsten
nr. 1). Den skulle så siden erstattes med den egentlige
gravsten.
Som gravstenene og gravfliserne refererede epitafierne
og en række militære gravfaner til begravelser i
gulvet. Der kunne dels være tale om begravelser ‘i jord’,
dels om nedsættelse i lave murede kældre, såkaldte lukkede
begravelser, der kunne åbnes med en lem eller ved
at man løftede gravstenen op, når en ny kiste skulle
sættes ned. Man får det indtryk, at de fleste begravelser
fra gammel tid foretoges ‘i jord’, men at lukkede begravelser
fra og med 1600-tallet blev stadig almindeligere.
1590 begravedes Ann Malers ‘oven for orglet’ i den
nørre stolerække, 1591 lensmandens karl, Volf, i kirke-
tårnet ‘norden ved gangen’ og 1600 Mette, Anders Jordrups
hustru, i tårnet ‘i den stol hun stod i’. Det sidste
refererer til den udbredte skik: at man blev begravet (i
jord) i sin egen kirkestol.
I en forordning om begravelser 1601 hedder det, at
der på dette område havde været ‘megen urigtighed’.
Det skyldtes bl.a., at man på de bedste steder opgravede
de døde, før de var formuldede, for at andre kunne
bemægtige sig gravstederne. Årsagen mentes at være
for lave begravelsestakster. Fremover skulle for hvert
‘lejersted’, undtagen i koret, betales fra 6 dlr. og opefter
‘afhængigt af personer og stedernes beliggenhed’. I
praksis betaltes der dog snart 10 dlr. for lejerstederne;
børn halv pris. 15
Koret var tydeligvis gejstlighedens gravplads, selv om
også andre kunne købe sig ind, således borgmester Jep
Hansen Bøgvad, der 1632 betalte 50 dlr. for en (lukket)
begravelse i koret. Nordre Kapel, eller den ‘nye kirke’,
hørte under slottet, der kunne bevilge fri begravelse
her. Det skete typisk for slotstjenere, der ikke sjældent
var af fremmed oprindelse. Således fik 1614 Ulrik Hovri,
der var født i Schweiz, efter majestætens hofskænks
befaling fri begravelse i kapellet (jf. også gravsten nr.
21). Det samme gjaldt et par måneder senere Søren
Pedersen kok, der nævnes som ‘prinsens mesterkokkesvend’.
I den ‘nye kirke’ fandt også en række svenske
officerer begravelse 1644, dog imod betaling. 15 Ud
over egentlige begravelser havde kirken også indtægter
af midlertidige ‘indsættelser’, typisk af adelige lig, der
henstod i Kolding, indtil de kunne føres til deres endelige
begravelsessted (jf. Vejle Kirke s. 183). 286
Ved siden af de lukkede begravelser fandtes der også
en række endnu højere værdsatte ‘åbne’ begravelser,
hvor kisterne stod oppe på kirkegulvet i et særligt kapel.
Kirken har bevaret to sådanne gravkapeller, det Beenfeldtske
Kapel og Roeds og Riis’ Kapel, der findes i
sideskibenes vestender. Yderligere tre †kapeller var
indrettet i korsarmskapellerne. Som de lukkede begravelser
kunne også kapellerne skifte hænder i tidens løb.
Det gjaldt således det ældste, der var oprettet 1656 af
fiskemester Jakob From og skatskriver Anders Madsen
på Koldinghus, men som 1758 blev overtaget af de
nævnte familier Roed og Riis; de gamle kister blev
uden videre fjernet, mens det overdådige epitafium lod
sig genbruge med nye indskrifter.
1730-31 iværksatte kirkeinspektionen en registrering
og afskrift af kirkens daværende gravminder. Den
blev foretaget af rektor Jacob Ørsted og er en hovedkilde
til gravmindernes historie. En række tilføjelser i
manuskriptet skyldes provst Matthias Bakke 1755. 120
Kirkens store ombygning 1753-58 nødvendiggjorde,
at de fleste gravminder måtte bringes midlertidigt af
vejen. Det gjaldt således kapellernes kister og gravstenene,
der 1754 blev ‘opgravet’ og hensat, for bagefter
at blive lagt nydeligt som belægning i skibets gange.
Samtidig bestemtes, at der fremover ikke måtte begra-