Bedre incitamenter i sundhedsvæsenet - Medicoindustrien

9 Anbefalinger til fremtidens styring af
sundhedsvæsenet
På baggrund af gennemgangen af mulige løsninger i kapitel 6, 7 og 8 præsenterer nærværende kapitel udvalgets
anbefalinger til fremtidens styring af sundhedsvæsenet.
Indledningsvist præsenteres de generelle principper, som med fordel kan lægges til grund for styringen mellem
staten, regionerne og kommunerne (afsnit 9.1.). Efterfølgende præsenteres de tiltag, der bør iværksættes
fra centralt hold (afsnit 9.2). Afslutningsvis præsenteres anbefalingerne til indsatsområder i hhv. den regional
og kommunale styring på sundhedsområdet (afsnit 9.3).
9.1 Anbefalinger til principper for styringen af sundhedsvæsenet
Den samlede styring af sundhedsområdet er sammensat af en række instrumenter, der tilsammen har til formål
at understøtte en hensigtsmæssig udvikling af sundhedsvæsenet, Det drejer sig bl.a. om akkreditering og
kliniske styringsinstrumenter som f.eks., nationale kliniske retningslinjer, og forløbsprogrammer, og om styring
ved hjælp af økonomiske incitamenter indlejret i f.eks. den statslige aktivitetspulje, den kommunale medfinansiering
og aftalesystemet. De nationale styringstiltag skal ses i sammenhæng med den generelle ledelsesopgave
i kommuner og regioner samt faglige og etiske normer og standarder blandt sundhedspersonalet. Den
fremadrettede styring på sundhedsområdet skal således baseres på en flerstrenget indsats på såvel nationalt
som regionalt og kommunalt niveau.
Uanset hvordan den samlede styringsmodel udformes, vil der kunne opstilles eksempler på tilsyneladende
uhensigtsmæssige eller modstridende incitamenter. Det er derfor vigtigt at være bevidst om, hvad alternativet
er, når en konkret styringsmodel vurderes. Valget af styringsmodel vil derfor skulle baseres på en samlet afvejning
af fordele og ulemper.
Som følge heraf vil der uanset styringsinstrument generelt vil være tale om at balancere forskellige til tider
modsatrettede hensyn, således at der samlet set skabes størst mulig målopfyldelse i forhold til såvel adgang
til behandling af høj kvalitet, sammenhængende behandlingsforløb – også på tværs af kommuner og regioner
– og mest muligt sundhed for pengene.
Samtidig skal den samlede styringsmodel ses i lyset af den overordnede organisering af sundhedsvæsenet,
de økonomiske rammer, politiske prioriteter mv. Dette indebærer bl.a., at en styringsmodel der fungerer i ét
land ikke uden videre kan overføres til danske forhold uden at skele til de kontekstuelle forhold.
Den samlede styringsmodel skal afveje disse forskellige hensyn, dels i forhold til hvordan de udmøntes i den
centrale styring af regioner og kommuner, og dels i forhold til hvordan de udmøntes i lokale styringsmodeller.
Bl.a. som følge heraf kan de incitamenter, der opstilles i styringsniveauet fra stat til regioner og kommuner, i
større eller mindre omfang videreføres direkte ud på f.eks. sygehusene og afdelingerne. Effekten af incitamenterne
i styringsrelationen mellem stat og regioner og kommuner i forhold til de udførende enheders driftsmæssige
beslutninger afhænger i sagens natur af måden, hvorpå incitamenterne videreføres. Bl.a. i lyset af de udfordringer,
der er identificeret i kapitel 4, kan det imidlertid være hensigtsmæssigt, at den statslige aktivitetsfinansiering
ikke videreføres ukritisk.
161