Bedre incitamenter i sundhedsvæsenet - Medicoindustrien

heder
Udviklingen mod flere ældre og flere personer med kroniske sygdomme stiller større krav til sundhedsvæsenet
om en styrket forebyggelsesindsats og til at kunne håndtere patienter med komplekse og flersidede behandlings-
og plejebehov, der ofte går på tværs sektorer og faglige grænser. For mange patienter oplever i dag
ukoordinerede og usammenhængende behandlingsforløb. Derfor skal styringen af sundhedsvæsenet bidrage
til bedre sammenhæng i sundhedsindsatsen på tværs af sektorer. Det stiller krav om sammenhæng i sundhedsvæsenets
indsats og at behandlingen udføres på det mest hensigtsmæssige niveau – og hvor borgeren
inddrages mest muligt i egen behandling.
Det er vurderingen, at incitamentsstrukturen i højere grad kan understøtte sammenhængende patientforløb,
og at sundhedsindsatsen i højere grad tilrettelægges efter LEON-princippet. Incitamentsstrukturen skal i større
omfang understøtte de initiativer, der allerede foregår med henblik på at styrke patientrettet forebyggelse,
samarbejde og sammenhæng, herunder anbefalingerne fra evaluering af kommunalreformen på sundhedsområdet
om mere forpligtende sundhedsaftaler, forsøg med integrated care mv.
Det kræver et større fokus på, hvordan sundhedsindsatsen i en sektor indvirker på sundhedsopgaven i andre
sektorer og et styrket samarbejde mellem kommuner og regioner. Både nationalt og internationalt set er der
en strømning i retning af mere integrerede samarbejdsformer mellem forskellige sektorer og forvaltninger.
Løsningerne er typisk centreret omkring at sikre en omkostningseffektiv og sammenhængende behandling af
høj sundhedsfaglig kvalitet for den stigende gruppe af eksempelvis ældre medicinske patienter eller personer
med flere kroniske sygdomme (multisyge).
Det vurderes, at incitamentsstrukturen i højere grad kan understøtte et forpligtende samarbejde mellem kommuner
og regioner. Der kan f.eks. ske ved, at der indenfor den samlede økonomiske ramme omprioriteres
midler til, at kommuner og regioner i fællesskab inden for rammerne af fem sundhedsaftaler kan etablere
sammenhængende og integrerede sundhedsløsninger på tværs af sektorer. Disse sundhedsløsninger vil være
særligt målrettet ældre medicinske patienter og personer med kronisk sygdom.
Telemedicinske løsninger er gennem de seneste år blevet afprøvet i pilotprojekter forskellige steder i Danmark.
Projekterne har vist, at telemedicin har potentiale til at give økonomiske gevinster, bedre og mere sammenhængende
patientforløb og mere selvhjulpne patienter. Det er derfor vurderingen, at incitamentsstrukturen
i højere grad skal understøtte telemedicinske løsninger, der er effektive og som kan aflaste det øvrige
sundhedsvæsen. I forlængelse heraf er det endvidere væsentligt at overveje, hvordan DRG-systemet, der generelt
er afsæt for styringen af sygehusvæsenet, kan forbedres yderligere i forhold til den konkrete anvendelse.
Det gælder bl.a. i relation til en fortsat udbredelse af systemet til at omfatte aktivitet, der udgiftsmæssigt er
knyttet til sygehusene, men som fysisk foregår uden for sygehusenes matrikler, f.eks. telemedicinske løsninger,
udgående funktioner, rådgivningsydelser og pårørendesamtaler.
Boks 9.3. Udvalgets anbefalinger til styrket sammenhæng på tværs
4. Samarbejde på tværs om fælles løsninger. Arbejdet med at skabe bedre sammenhæng for patienten
tager udgangspunkt i en styrket og målrettet forebyggelsesindsats, og et effektivt samarbejde mellem de
forskellige aktører i sundhedsvæsenet. Det forudsætter velfungerende strukturelle rammer. Arbejdet er
forankret omkring sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner om samarbejde og koordination af
opgaver på sundhedsområdet på tværs af sektor- og myndighedsgrænser. På det baggrund foreslås det:
a. Sundhedsaftalerne styrkes. At de nuværende 98 sundhedsaftaler erstattes af 5 sundhedsaftaler –
en i hver region – med mulighed for at indarbejde supplerende elementer for den enkelte kommune.
165