Bedre incitamenter i sundhedsvæsenet - Medicoindustrien

1 Indledning og anbefalinger til en ny styring
1.1 Indledning
Udviklingen i sundhedsvæsenet har siden kommunalreformen i 2007 overordnet set været positiv. For eksempel
er ventetiden til sygehusbehandling reduceret, sygehusdødeligheden er faldet, færre patienter
genindlægges efter udskrivning fra sygehuset og aktiviteten og produktiviteten i sygehusvæsenet er steget.
Siden 2010 har regionerne overholdt budgetterne – samtidig med, at regionernes styringsmuligheder
har været begrænset af en ventetidsgaranti på én måned. Der er også sket en udbygning af de nære
sundhedstilbud i kommuner og regioner. Kommunerne har igangsat en lang række forebyggelsesaktiviteter
og forskellige typer af akutte plejeindsatser, der skal bidrage til at forebygge indlæggelser og genindlæggelser
og hjemtage færdigbehandlede patienter. Og regionerne har bl.a. udarbejdet forløbsprogrammer
for patienter med kronisk sygdom, som også omfatter indsatsen i kommunerne og almen praksis.
En af de væsentligste udfordringer for sundhedsvæsenet i de kommende år bliver at skabe mere og bedre
sundhed i en situation med pres på de offentlige udgifter som følge af ændringer i den demografiske udvikling
og i sygdomsbilledet samt pres fra den teknologiske udvikling og en stadigt stigende efterspørgsel efter
sundhedsydelser.
Styringsmodellen i sundhedsvæsenet har bidraget til ovenstående positive udvikling, men indebærer også
en række uhensigtsmæssigheder i forhold til at håndtere de fremtidige udfordringer for sundhedsvæsenet.
For det første er der grundlag for et øget styringsmæssigt fokus på kvalitet i alle dele af sundhedsvæsnet,
så både sygehuse, praksissektor og kommuner løftes. For det andet er der ikke i den nuværende samlede
styring elementer, der tilskynder tilstrækkeligt til fokus på sammenhængende patientforløb internt
i sektorerne eller på tværs af sektorgrænser. For det tredje har takststyringsmodellen, herunder regionernes
udmøntning af den overordnede model, været medvirkende til at skabe et for entydigt fokus på aktivitet,
uden der har været tilstrækkeligt fokus på, om aktiviteten var den ”rigtige” og således reelt har været
omkostningseffektiv og bidraget til at forbedre befolkningens sundhedstilstand.
På den baggrund nedsatte regeringen i april 2012 ”Udvalget for bedre incitamenter”. Udvalget fik til opgave
at komme med anbefalinger, der kan bidrage til at:
”sikre den rette sammenhæng mellem incitamenterne internt i sygehusvæsenet og på tværs
af sektorer med henblik på at sikre mest mulig sundhed for pengene. Samtidig skal strukturer
og incitamenter bidrage til, at de samlede sundhedsudgifter holder sig inden for de rammer,
som regeringen og Folketinget fastsætter.”
Som led heri har udvalget vurderet fordele og ulemper ved den nuværende incitamentsstruktur med henblik
på at opstille forslag til, hvordan incitamentsstrukturen i højere grad understøtter omkostningseffektivitet,
kvalitet og sammenhængende patientforløb i sundhedsvæsenet, jf. kommissoriet i bilag 1.
Præmissen herfor er en række rammer og vilkår som f.eks. et politisk ønske om et offentligt finansieret
sundhedsvæsen, bestemte patientrettigheder mv. Samtidig står sundhedsvæsenet over for en række store
udfordringer med f.eks. ændringer i demografien og sygdomsbilledet. Inden for disse forudsætninger skal
6