Bedre incitamenter i sundhedsvæsenet - Medicoindustrien

Figur 4.1. Andelen af udvalgte borger- og patientgrupper som modtager kommunale pleje- og omsorgsydelser,
pct.
Andel, pct.
Gruppens størrelse
Plejebolig Personlig pleje Praktisk bistand
Andel. pct.
50
45
40
5,5 mio.
2,4 mio.
1 mio.
0,1 mio.
50
45
40
35
30
13,7
35
30
25
25
20
15
10
5
0
2,1
0,6
1,8
Alle borgere
(størrelse: 5,5 mio.)
0,8
3,3
3,3
Borgere med kontakt til
sygehus
(størrelse: 2,4 mio.)
7,4
7,4
2,0
Personer med kronisk
sygdom
(størrelse: 1 mio.)
23,7
5,7
Ældre medicinske patienter
(størrelse 100.000)
20
15
10
5
0
Anm.: De lilla bobler angiver størrelsen på den borger- og patientgruppe, som andelene er beregnet for. Figuren dækker 10 udvalgte
kommuner (Furesø, Hillerød, Hvidovre, Holbæk, Vordingborg, Esbjerg, Kerteminde, Odder, Viborg og Aalborg kommuner)
Kilde: SSI og egne beregninger.
4.2.1 Manglende fokus på behandling på laveste effektive omkostningsniveau
For at mindske presset på sundhedsudgifterne i de kommende år og sikre en hensigtsmæssig udnyttelse
af ressourcerne er det på den ene side helt afgørende, at patienterne modtager behandling- og pleje på
det laveste effektive omkostningsniveau, hvad enten det er på et sygehus, hos en praktiserende læge eller
i patientens eget hjem. Den nuværende incitamentsstruktur tilskynder regionerne til at fastholde behandlingen
af patienterne på sygehusene, uanset eventuelle substituerende regionale eller kommunale tilbud,
og udgør således en barriere for LEON-princippet.
På den anden side må et fokus på behandling på laveste effektive omkostningsniveau ikke føre til, at der
opbygges parallelle, uensartede og konkurrerende tilbud i kommuner og regioner. Det kan føre til, at patienterne
ikke oplever en ensartet kvalitet, og at der opbygges unødig kapacitet.
Personer med kronisk sygdom er en af de patientgrupper, hvor regulerings-, behandlings- og plejeindsatsen
kan foregå både på sygehus, ved praktiserende læger og i kommuner. Det er derfor vigtigt, at konsekvensen
af, at personer med kronisk sygdom, herunder multisyge, behandles på forskellige omkostningsniveauer,
ikke bliver, at patienterne får usammenhængende forløb, hvor patienter falder ned mellem to (eller
flere) stole, da det dels ikke er til gavn for patienten, dels kan resultere i ekstra, unødige behandlinger.
For så vidt angår kronikere, eksisterer der i alle regioner forløbsprogrammer for kroniske sygdomme, hvor
opgaveansvaret mellem kommune og region, herunder sygehus og praksissektoren, præciseres afhængigt
af stratificeringen af den enkelte patient. I praksis opleves det imidlertid, at intentionerne i forløbsprogrammerne
ikke er fuldt implementerede. For eksempel viser en undersøgelse fra Region Hovedstaden, at
80