Bedre incitamenter i sundhedsvæsenet - Medicoindustrien

ne, vil det indgå i fastsættelsen af bloktilskuddet det efterfølgende år. Dermed vil det alt andet lige reducere
kommunernes bloktilskud vedrørende kommunal medfinansiering det efterfølgende år.
Denne afhængighed af resultaterne i andre kommuner kan mindske gennemsigtigheden i vurderingen af
de økonomiske effekter af kommunernes indsats. Tilsvarende kan der i kommunerne være en oplevelse
af, at en ’sparet’ indlæggelse som følge af bedre forebyggelse ikke resulterer i en mindre medfinansiering,
fordi sygehuskapaciteten løbende søges udnyttet fuldt ud, hvorfor den samlede medfinansiering ikke bliver
lavere. Det kan opleves som en barriere for forebyggelsesindsatsen.
Incitamentsstrukturen i den kommunale medfinansiering indebærer, at regionerne på den ene side har en
tilskyndelse til at levere den forudsatte aktivitet, dvs. sikre et aktivitetsniveau på højde med det i økonomiaftalen
forudsatte. På den anden side er hensigten med den kommunale medfinansiering, at kommunerne
skal have en tilskyndelse til en forebyggelses- og plejeindsats, som kan reducere borgernes træk på
sundhedsvæsenet. Dvs. lavere aktivitetsniveau.
Heroverfor står, at den kommunale medfinansiering ikke er en finansieringsmodel og ikke er et instrument
til udvikling af egentlige kommunale behandlingstilbud. Tidligere analyser har bl.a. påpeget, at den kommunale
medfinansiering er et yderligere økonomisk incitament for kommuner til at holde borgerne sunde, i
sammenhæng med betydningen i forhold til social- og arbejdsmarkedspolitikken mv., og at der ikke skal
skabes mekanismer, der betyder opbygning af parallelle behandlingssystemer.
Den samlede styringskonstruktion indeholder således dels en tilskyndelse for regionerne til at levere den
aktivitet der er aftalt med økonomiaftalerne, dels en tilskyndelse for kommunerne til en forebyggelses- og
plejeindsats, som kan reducere borgernes træk på sundhedsvæsenet.
Derfor forudsætter den fulde realisering af gevinsterne ved en effektiv forebyggelse, at der samtidig sker
en løbende vurdering og politisk prioritering af allokeringen af de samlede økonomiske rammer på sundhedsområdet.
Udfordringen er, at hvis kommunerne eksempelvis forebygger sygehuskontakter, kan den
sygehuskapacitet, som frigives ved forebyggelsesindsatsen, i stedet anvendes til at tage nye patienter ind
til behandling på sygehuset. Sker der ikke en tilpasning af kapaciteten på sygehusene parallelt med resultaterne
af forebyggelsesindsatsen, reduceres de samlede sundhedsudgifter således ikke.
Et tæt samarbejde mellem det regionale sundhedsvæsen, herunder almen praksis, sygehuse og eksempelvis
den kommunale hjemmesygepleje er afgørende for at sikre en gnidningsfri og sammenhængende
indsat i forhold til den patientrettede forebyggelse. I dag kan regioner og kommuner ikke beslutte indhold
og planlægning i forhold til almen praksis, da reguleringen primært foregår i et paritetisk system, hvor de
praktiserende læger har vetoret. Det har hidtil udgjort en barriere i forhold til at sikre sammenhæng i opgaveløsningen
på tværs af sektorer.
4.3 Omkostningseffektivitet
I de seneste år har der været fokus på at øge aktiviteten for at nedbringe ventetiderne. Dette fokus har
været understøttet af den statslige styring af regionerne med fokus på aktivitetsvækst på sygehusene. I
løbet af de senere år er der endvidere indført en række patientrettigheder samt kræft- og hjertepakker.
Endvidere har aktivitetsvækst været et centralt fokus i regionernes styring af sygehuse og udførende afdelinger.
85