Skoleverket og de tre stammers møte - Munin - Universitetet i Tromsø

Krav om gjeninnføring av friplassene
Opphevelsen av friplassordninga gjorde at finnmarksskolen mistet den årvisse
tilførselen av ressurssterke lærere som dessuten hadde fått ei innføring i samisk
eller kvensk. Og debatten om ordninga var heller ikke slutt etter
stortingsvedtaket i 1904. Den samiske læreren Isak Saba, tok nemlig som nyvalgt
stortingsrepresentant i 1906, til orde for å gjeninnføre friplassene. Men
han ville endre vilkårene slik at ”man fortrinsvis lod gutter fra Finmarken faa
disse fripladse, - baade norske og finske gutter (…). Derved fik man lærere,
som meget gjerne vilde praktisere i Finmarken.” (Lind Meløy 1980:90). Han
hevdet også at når friplasselever ikke hadde utført sin plikttjeneste, så kom det
av at skolestyrene i Finnmark ved lærertilsettinger ikke hade prioritert disse.
”Følgen er blevet den at fripladselevene har maattet søge sig poster andre
steder, og det er let at forstaa, at naar en mand først har faaet sig en bestilling
længere syd, og kanske har stiftet familie, da er et for meget forlangt, at den
mand skal opsige sin stilling for at fylde sin forpligtelse der.” (Ibid.)
Flere andre stortingsrepresentanter og kirkestatsråden støttet Sabas ønske om
ei revurdering av friplassordninga. Lederen av Stortingets kirke- og skolenemnd,
rektor Horst fra Tromsø, slo fast at ”Sagen er, at ophævelsen af fripladsene
var ensbetydende med ophævelsen af enhver adgang til undervisning i
finsk og kvænsk ved Tromsø lærerskole, og det ville ikke kunne gaa an at
fortsætte det forhold.” (Ibid.). Buskerudrepresentanten Vraa som selv var
lærer, nyttet anledningen til å fremme en mer grunnleggende kritikk av fornorskningspolitikken.
Han kunne ikke ut fra sin erfaring som lærer begripe
”hvorledes en slig skole vil komme til at se ud, naar læreren ikke kan børnenes
modersmaal, naar børnene ikke forstaar læreren, og den stilling, denne mand
kom til at indtage på katederet, den vil efter min mening være meget løierlig.
(…) Jeg har hørt noget om dette, at man skal forsøge at fornorske Finmarken i
retning af den maade, hvorpaa tyskerne gjør mod den danske befolkning, den
bør ikke nordmænderne gjøre efter mod finnerne.” (Ibid.:90– 91).
Finnmarksrepresentanten Adam Egede-Nissen gikk ”med sikerhed ud fra, at
stipendier i kvænsk og finsk ved Tromsø lærerskole igjen bliver indført. De
blev afskaffet formentlig paa grun af en misforstaaelse.” (Lind Meløy 1980:91).
Kirkedepartementet foretok seg ikke noe, til tross slike entydige signaler fra
Stortinget. Derfor kom saka opp på nytt året etter i 1908. Da gjentok både
Saba og Horst at de betraktet fjerning av friplassene som et feilgrep. Men
Horst sa også at ”Jeg for min del føler mig ikke kaldet til at optage dette
71