Hele publikationen i printervenligt format - Ministeriet for Børn ...

Nogle betragtninger om
begrebet 'kernefaglighed'
af Peter Harder, professor ved Københavns
Universitet
Begrebets aktualitet skyldes det politiske ønske
om at fag overalt i uddannelserne besinder sig på
hvad der er deres centrale opgave og lader denne
besindelse få konsekvenser for tilrettelæggelsen,
herunder betingelserne for at knytte an til områder
udenfor kernen og benytte arbejdsformer af
projektorienteret karakter (som ikke i sig selv er
egnet til at sikre kernefaglige kompetencer).
Som udgangspunkt for diskussionen vil det være
rimeligt at anerkende det indlysende rigtige i
selve tanken om at faglige miljøer gennemfører
en granskning af hvad der er de centrale opgaver
for at finde ud af hvordan de bliver sikret i en
situation hvor der også skal være plads til andre
ting. De fleste vil også kunne dele en fornemmelse
af at der i den sidste generation er sket noget
nær en eksplosion i hvad forskellige fag føler de
burde dække, og at vanskelighederne med at leve
op til disse forestillinger mange steder har nået
bristepunktet, hvorfor en prioritering også
internt har måttet finde sted, uanset om den
har været bestemt af en motiveret strategi eller
den blot er et resultat af mere eller mindre tilfældige
indtrufne omstændigheder.
Det vil næppe være meget forkert at antage at
den modstand ønsket har mødt blandt repræsentanter
for universiteterne, i det politiske system
opfattes som ren stædighed, måske endda parret
med uvilje til at se problemerne i øjnene. Diskussionen
i GYM-debathæftet 'Samspil mellem fagene
II' (der er rundsendt af prodekanen til studielederne
ved det humanistiske fakultet på KU),
viser imidlertid hvorfor der kan være gode faglige
grunde til at man ikke føler trang til bare at
smøge ærmerne op og løse den stillede opgave,
især måske når man overfører diskussionen til
universitetsniveauet.
Den ene overskrift er risikoen for en ned- og tilbagejustering
af fagligheden. Begge dele hænger
sammen med at kernen er det som har logisk prioritet
i forhold til resten, og som derfor også
naturligt tidsmæssigt tænkes som det der kommer
først. Risikoen for niveausænkning opstår
derved at visse emner som man betragter som
forudsætninger snarere end som mål, pludselig
går hen og bliver 'kerne' overfor 'periferi'. I
133