Hele publikationen i printervenligt format - Ministeriet for Børn ...

78
de lange videregående uddannelser. Uddannelser,
der sigter mod risikoområder som f. eks. dyrlægeuddannelsen,
kræver en forholdsvis stor bredde.
På fødevareområdet må samfundet have sikkerhed
for, at dyrlægen kan diagnosticere alle sygdomme
hos dyr, som truer fødevarernes sundhedsværdi og
dermed folkesundheden. Der må tages højde for
alle eventualiteter. På denne måde bliver kernefagligheden
forholdsvis stor på dyrlægeuddannelsen,
og de studerendes mulighederne for valgfrihed
tilsvarende mindre. Dette gælder for alle
lange sundhedsuddannelser, men det må ikke
udelukke overvejelser om valgmuligheder og specialiseringer
inden for disse uddannelser.
Mange universitetsuddannelser - især magisteruddannelserne
- har en meget tæt tilrettelagt grunduddannelse,
som næsten udelukkende består af
obligatoriske fag, og en meget fri overbygningsuddannelse.
Som Peter Harder udtrykker det: “I de
fleste fag er der en sondring mellem obligatoriske
fag og valgfag - og heri ligger allerede en håndfast
definition af, hvad der i praksis har status af kerne.
På engelsk har man siden 1976 foretaget en opdeling,
som betyder, at overbygningen er helt fri og
grunduddannelsen helt bundet” (se bilag).
Med denne struktur har man uden at bruge begrebet
defineret en form for kernefaglighed, som
giver plads til en individuel toning af uddannelsen
på overbygningen, der vel at mærke styrker den
kernefaglighed som hører grunduddannelsen til.
Hvad angår de mellemlange og for den sags skyld
også de korte videregående uddannelser, er kernefagligheden
i høj grad bestemt af de professioner,
som uddannelserne forbereder til. Således er
kernefagligheden i læreruddannelsen som tidligere
omtalt bestemt af de erhvervsfunktioner, som
uddannelsen fører frem til. Det vil hovedsagelig
sige arbejdet som lærer i folkeskolen.
Gert Fosgerau bestemmer lærerfagligheden på
følgende måde (se bilag): “Læreruddannelsens
faglighed består ... i at kunne foretage eksemplariske
valg af undervisningsindhold og faglige
metoder...med opmærksomheden rettet mod den
socialisering, som måske upåagtet finder sted.”
De forskellige videnskabsfag, håndværksfag og
daglige gøremål udgør ifølge Fosgerau et reservoir,
som læreren kan øse af i sine bestræbelser på
at socialisere fremtidens samfundsborgere. Det
hører således til lærerens professionalisme, at
han/hun på kvalificeret vis kan indgå i en pædagogisk
drøftelse af, hvorfor et fag står på skolens
skema, og hvorfor et emne indgår i undervisningen.
På denne måde er læreruddannelsen båret af
én faglighed, som i sin udfoldelse benytter sig af
mange fagligheder. Kernefagligheden skal tilsyneladende
findes inden for denne enhed.
Samme struktur i opfattelsen af fagligheden finder
man hos Ulrich Thostrup, der taler om sygeplejefagets
monofaglighed (se bilag). Han skriver:
“Sygeplejerskeuddannelsen kan anskues som