Hele publikationen i printervenligt format - Ministeriet for Børn ...

en sådan aktivisme er der ingen modsætning til
‘dekonstruktionen’, der kan forstås som det næstsidste
opgør med identiske eller tilsvarende bindinger
af fx historisk, økonomisk eller strukturel
karakter, som humaniora og samfundsvidenskab
har været involveret i siden det store opgør, der var
rettet mod den daværende hovedfjende og repræsentant
for den tilsyneladende uflyttelige virkelighed,
positivismen.
‘Pragmatisme’ er en hovedretning i amerikansk
filosofi i det 20. århundrede, grundlagt af C.S.
Pierce i 1870’erne og af hans elever, bl.a. William
James og John Dewey. Denne skole forstår ikke
erkendelse som virkelighedsgengivelse, men som et
redskab, hvis kvalitet er at vise sin hensigtsmæssighed
for den erkendende i dennes praksis.
Ritt Bjerregaard tilsluttede sig som undervisningsminister
i midten af 1970’erne denne tradition, da
hun vendte op og ned på den hævdvundne, traditionalistiske
argumentation for diverse skolefags
indhold med sit spørgsmål ‘hvad skal vi bruge det
til?’ Spørgsmålet er repeteret ofte af elever med
demokratisk ret til medindflydelse på pensum.
Inden da var skolefag som historie tilsyneladende
‘bare’ - og uden videre formodedes de at afspejle
virkeligheden. En tilsvarende omvending af begrebet
kunst mødte man i den senere filosofiprofessor
Søren Kjørups magisterafhandling Æstetiske problemer
(1971), hvor det overlades ‘kunstinstitutionen’
at træffe afgørelse om, hvorvidt specifikke
objekter mv. kan kaldes ‘kunst’. Det er altså ikke
fortrinsvis egenskaber i disse objekter, der berettiger
en sådan betegnelse. I stedet ‘konstrueres’
kunstværket gennem en social overenskomst.
Fortrinsvis, for Kjørup er ikke blind for de indre
værdier, som værket også bør besidde. En sådan
blindhed har man senere - både under betegnelsen
‘dekonstruktion’ og ‘konstruktion’ - kunnet finde
blandt forskere, som uden videre begrundelse eller
diskussion af implikationer kan skrive, at de ‘vælger’
den og den teoritilgang eller det og det mix af
teorier og metoder.
Pragmatismen har lange traditioner. Da William
James hævdede, at spørgsmålet om religion måtte
besvares ud fra det hensigtsmæssige for mennesker
i at tro på Guds eksistens, placerede han sig i forlængelse
af venstrehegeliansk religionsfilosofi. Helt
fra renæssancen kan man i forvaltningen af den
antikke tradition følge modsætningen mellem de
trofaste filologer og de efterhånden genialske litterater
- ‘les anciens’ og ‘les modernes’, som de hed i
det franske før 1800, hvor romantikken (oprindeligt
et skældsord) endelig knæsatte den geniopfattelse
og individualisme, som vi stadig lever med.
Samtidig brød den fundamentalistiske bibeltro
kristendomsforståelse sammen, således at det i
Danmark blev nødvendigt for bl.a. Mynster,
Grundtvig og Kierkegaard at finde hver deres
sandhed bag den bibeltekst, hvis uomtvistelige
sandhed nu var pensioneret.
145