Rapportering af utilsigtede hændelser - Kommunikationsforum

7 Diskurspsykologi - Potter og Wetherell
Festinger og Bandura kommer ikke ind på, hvilken betydning sproget har for
holdningsdannelsen. Vi har derfor valgt at inddrage diskurspsykologien. Vores mål med at
inddrage denne teori er at illustrere vores syn på sprogets socialiserende og kulturskabende
karakter i forhold til, hvordan holdninger og identiteter skabes. Diskurspsykologiens mest
kendte repræsentanter er Jonathan Potters og Margaret Wetherells (P&W).
Fokus hos P&W er sammenhængen mellem kommunikation, social handlen og
konstruktionen af selvet, andre individer og verden. Forenklet kan man sige, at sproget
præstrukturerer menneskers erkendelsesmuligheder. Sundhedspersonalet har eksempelvis
inden for deres sociale fællesskab kun de erkendelsesmuligheder, som deres aktuelle
sprogbrug stiller til rådighed. I praksis vil det sige, at den måde de taler om ting på, er med til
at skabe muligheder for forståelse og mening - eksempelvis i forhold til
rapporteringssystemet. Ifølge diskurspsykologien udtrykker sproget ikke bare oplevelser -
oplevelser opleves også igennem sproget (Potter og Wetherell 1987).
7.1 Hvorfor Diskurspsykologi
Diskurspsykologien er udviklet som en socialkonstruktivistisk kritik af de kognitive teorier
om, hvordan menneskers holdninger dannes. I de kognitive tilgange betragtes sproget som
afbildninger af den eksterne virkelighed eller som produkter af private mentale aktiviteter.
Diskurspsykologerne har en radikal anden opfattelse af dette. De mener, at psykologiske
processer finder sted i kommunikationen mellem individer i en social kontekst. Derfor er
psykiske tilstande ikke udtryk for individets private essens, men derimod resultatet af sociale
aktiviteter (Christensen 2003: 179).
Vi mener, at diskurspsykologien via dens fokus på verden som sprogligt (socialt) forhandlet
og skabt, udgør et glimrende supplement til Festingers og Banduras kognitivistiske
adfærdsforståelser. Diskurspsykologerne mener, at holdninger og handlinger skal forstås som
situerede, socialt forhandlede og kontekstafhængige. Endvidere peger de på de nære
relationer mellem sprog, betydning og individers psykologiske tilstande(Potter & Wetherell
1987: 35,45-55). Det kan bidrage til en forståelse af personalets syn på muligheder og
forhindringer i forhold til rapportering.
Fokuseringen på social interaktion og sprogets rolle i forhold til holdningsdannelse er vi
langt hen ad vejen enige i. Det betyder dog ikke, at vi forkaster Festingers og Banduras
Rapportering af utilsigtede hændelser
35