Rapportering af utilsigtede hændelser - Kommunikationsforum

apportering præget af usikkerhed og en mangel på bramfri dialog. Man kan tale om noget,
men langt fra om alt.
Når der så vedtages en lov, der siger, at man skal rapportere alt, står sundhedspersonalet i et
dilemma mellem at følge lovens krav om åbenhed eller gøre, som de plejer. Med Scheins
terminologi kan man sige, at der er en uoverensstemmelse mellem de nye skueværdier og de
grundlæggende antagelser. Heldigvis fremhæver de fleste af informanterne
rapporteringssystemets positive sider: Der er en positiv forventning til bedre procedurer og
større patientsikkerhed. (I 14: 187), samtidig med at de efterlyser en mere åben kultur: Man
kan jo håbe på, at resultatet af hele den her proces bliver, at folk får mere lyst til at dele
deres erfaringer mere åbenlyst. (I 5: 74) Derfor kan man konkludere, at de ikke er afvisende
over for innovationen. Men de har svært ved at tackle den, fordi deres hyppige italesættelser
af straf er en del af deres grundlæggende antagelser.
13.2.1 Sundhedspersonalets indstilling til innovationen
De fleste informanter er klar over, at kulturen hæmmer deres rapporteringslyst og nævner, at
det rette kulturelle klima er en forudsætning for, at innovationen slår igennem: Hvis du har en
kultur, hvor alt der bliver sagt, bliver opfattet som en kritik, så kan du ikke forvente, at folk
kommer frem med deres uh. (I 6: 83-84) Men paradoksalt nok er en kulturændring kun
nødvendig andre steder – aldrig på deres egen afdeling, for dér er kulturen åben i forvejen.
Som de stort set alle siger: om man bliver mere åben af, at der kommer en lov, det vil man
blive nogen steder, men egentlig ikke på min afdeling. Det tror jeg ikke – vi er åbne i
forvejen.(I 16: 221).
Denne selvfremstilling virker utroværdig, når vi sammenligner med vores interview fra
Rigshospitalet, hvor de i halvandet år havde arbejdet med at rapportere. Adspurgt om der var
sket en kulturændring, var svaret: Ja det er der (...) Den er beskrevet ved, at folk er mere åbne
og mere interesserede i at se på egen praksis og blotte den ikke mindst. (I 17: 240) Inden
rapporteringssystemet blev indført, ville informanterne fra Rigshospitalets sandsynligvis også
have påstået, at de allerede var åbne. Men nu udtaler de sig på baggrund af deres erfaringer
med systemet, og de ved derfor, hvilke kulturelle ændringer det har afstedkommet - og derfor
kan de også bedre se, hvor lukkede de var førhen. På den samme måde kan det tænkes, at de
øvrige informanter endnu ikke er nær så åbne, som de selv tror. De har – modsat
informanterne fra Rigshospitalet - endnu ikke realiseret skueværdierne.
Derudover kan benægtelsen af egne mangler ses som en reaktion på den nye lov. De
forsøger at italesætte en positiv diskurs omkring deres afdelingers evne til dele hinandens
erfaringer. Og benægtelsen tyder på, at de ikke vil indrømme, at deres afdeling ikke lever op
Rapportering af utilsigtede hændelser
72