Rapportering af utilsigtede hændelser - Kommunikationsforum

13 Kulturen i sundhedsvæsenet
De fleste af vores informanter understreger, at de er drevet af lysten til at hjælpe syge
mennesker: Udgangspunktet er jo at få en patient igennem, der har det så godt, der er vi jo
alle i samme båd, og vi er et team der skal hjælpe til for at få en patient igennem (I 9: 123)
Men det skal pointeres, at visse aspekter forplumrer det rosenrøde billede, informanterne
tegner af sig selv. En sundhedsperson er ikke kun et altopofrende menneske, hvis motiver
altid udspringer af bekymringen for patientens ve og vel. Set i forhold til
rapporteringssystemet er sundhedspersonalet fanget mellem deres gode vilje til større
patientsikkerhed og deres lukkede strafkultur.
13.1 Strafkultur
I flere af vores interviews kommer det frem, at personalet har svært ved at skulle blotte sig
over for kollegerne. Mens den enkelte godt ved, hvornår vedkommende har begået en fejl, er
det straks værre at skulle fortælle om det til andre: Begrænsningen kan ligge i den kultur der
er omkring det at skulle se på sig selv, hvis der sker noget galt (…) det med at komme med en
personlig fejl og fortælle det til et større forum, det kan være svært, det er en begrænsning.(I
17: 237).
At det er svært, at bekende sine fejl til andre, skyldes de normer og handlemekanismer, der
hidtil har domineret kulturen i sundhedsvæsnet. Der er tale om en form for strafkultur. Som
en af vores informanter oplyser, er omgangsformen rå og kontant, og begås en fejl, er man
vant til at straffe ”synderen”: Generelt er læger ikke særligt søde ved hinanden. Det kan man
erfare traditionsmæssigt. Blandt andet kan man se, at dem der dømmer læger hårdest, det er
deres kollegaer (I 4: 51). Sundhedspersonalet bliver altså ofte straffet med af negativ
evaluering fra kolleger eller reprimander fra overordnede, hvis de indrømmer en fejl. Det er
med Scheins ord en grundlæggende antagelse, de fleste sundhedspersoner agerer på baggrund
af. Som overlægen Erik Jylling skriver, er der tale om en kultur, der er negativt bebrejdende
frem for konstruktivt rosende (Jylling, 2003: 32-33).
13.1.1 Strafkulturen som diskurs
Den negative evaluering stikker som grundlæggende antagelse meget dybt i
sundhedspersonalet. Den ligger i selve omgangsformen, tonen og ordvalget. Med Potter og
Wetherells terminologi kan man sige, at den diskurs personalet trækker på, når de taler om
uh, er præget af en negativ valør. I vores interviewspørgsmål gjorde vi en del ud af
konsekvent at sige ”uh” frem for ”fejl”. Men informanterne svarede i de fleste tilfælde med
Rapportering af utilsigtede hændelser
67