Microsoft Word Viewer - speciale

tvinge ham til at anerkende sig. Linnert viser sig at være herremandens ligemand – og måske
hans overmand.
Linnert er en usædvanlig stærk mand og har formået at tæmme herremandens vilde tyr.
Herremanden anerkender Linnerts bedrift og sammenligner ham med halvguden Herakles, der
tæmmede tyre-uhyret Minotaurus. Endvidere mener han, at Linnert ved sin bedrift har bevist,
at han fortjener et større navn end et bondenavn (s. 183). Herremandens ros af Linnert er dog
lige så meget en ros til hans egen person, der vinder ære ved at have så prægtig en bonde
blandt sine folk. Linnert vil dog ikke indgå i dette hierarki. Han vil ikke vide af herremandens
”Naade”, som nok kan redde hans liv, men som også vil placere ham på et lavere trin i
hierarkiet. Han insisterer på at være herremandens ligemand (et synspunkt, jeg deler med
Behrendt, 1978, s. 67 f.).
Selvom Linnert fremstår som en helt, der ikke giver køb på sin egen værdighed, viser
fortællingen imidlertid, at den gamle herremand har ret i sit livssyn: Verden fungerer ikke ud
fra et retfærdighedsprincip. Sympatien i historien ligger ikke hos Eitel, der vil sone sin fars
synd. Han arbejder ganske vist for, at bønderne skal få bedre kår, men han gør det ikke af
kærlighed til dem, men af kærlighed til princippet om retfærdighed (s. 177).
Eitels nærmest besættende higen efter retfærdighed har gjort ham til en følelsesløs
mand, der ikke formår at elske andre end adelsfruen Ulrikke, hans ungdomskærlighed. Hende
har han endvidere svigtet ved at rejse til udlandet for at lære at forbedre bøndernes kår. I
mellemtiden blev hun bortgiftet til en ældre adelsmand. I sin iver efter at sone faderens synder
mister Eitel sit eget liv og udfylder ikke den rolle, han var tiltænkt, og kommer derved til at
svigte andre. Ulrikke bærer dog ikke nag. Hun har en aristokratisk livsindstilling og forstår
derfor at modtage skæbnens slag uden bitterhed.
Eitels retfærdighedsprincip kan desuden ikke udrette ret meget. Da han erfarer, at hans
ammes søn er blevet fængslet for mord, fyldes han af endnu flere skyldkomplekser. Ammen,
som hedder Lone, er Linnerts datter og blev fæstet som amme af Eitels mor – ifølge Eitels
viden for at råde bod på uretten mod Linnert. Konsekvensen af dette blev dog, at Lone sendte
sit eget barn væk, og at dette barn kom dårligt i vej og nu skal henrettes for mord. Eitel
spekulerer på, hvordan han kan gøre uretten mod Linnerts slægt op. Da Lone kommer for at
besøge ham aftenen før henrettelsen, siger han:
”Jeg har grundet paa at søge om Kongens Naade for ham i København. Jeg var gerne
rejst til København derom, Lone.”
101