Microsoft Word Viewer - speciale

Jensine har som en pige ud af en rig borgerlig familie fået del i en dannelse, som tidligere kun
tilkom adelen. Hun taler bl.a. fransk og tysk og har kendskab til historie og geografi (s. 53).
Mesalliancen mellem hende og Alexander kommer ikke til udtryk i uoverensstemmelsen i
stand og rang, men derimod i uoverensstemmelsen mellem det borgerlige og det
aristokratiske livssyn.
Alexander beskrives hovedsageligt gennem Jensines øjne, og han fremstår som
prototypen på den aristokratiske livsholdning. Han knytter sig til den aristokratiske æreskultur
i kraft af sin stilling som garderofficer og er desuden ubekymret – nærmest forventningsfuld –
i forhold til den krig, der ligger og lurer lige om hjørnet. Sagen er, at han, som Jensine
konkluderer, er ude af stand til at føle frygt. Han ved ikke, at ”Verdens Drager og Jætter” er
til, og for ham er bjerge en ”Legeplads” og ”alle Livets Foreteelser”, inklusiv kærligheden,
”hans Legekammerater” (s. 52).
Som aristokraten er Alexander sorgløs i forhold til det materielle. Han er en spillernatur,
der ubekymret har stiftet gæld. Han lever i tillid til skæbnens velvilje, som om han intet kan
miste, og hans sorgløse motto lyder: ”Om hundrede År er det jo alt sammen lige meget.” En
tilværelse med omskiftelser og usikkerhed er hans rette element, og ligeledes sætter han pris
på kvinders uberegnelighed. Jensines heftigt skiftende stemninger og luner bekræfter ham
netop i, ”at hun var, hvad han begærede og behøvede i Livet” (s. 53).
Som en sand aristokrat synes Alexander også at trodse Tyngdeloven. Til sin store skræk
erkender Jensine, at han er et menneske, ”som var fuldkommen uvidende om, ja som rentud
fornægtede Tyngdeloven” (s. 52), og hun forbinder ham med en springende laks og en
flyvefisk (s. 59). Der er en paradoksal dobbeltydighed i udsagnet om, at han på den ene side
er ”fuldkommen uvidende” og på den anden side ”rentud fornægtende”. Den fuldkomne
uvidenhed placerer ham i en tilstand af uskyld – en før-syndefalds-tilstand. Han er uvidende
om det onde i verden og fremmed over for tanken om døden: ”i sit Hjerte vidste hun nok, at
han var lige saa overbevist om Danmarks Uovervindelighed som om sin egen Udødelighed”
(s. 63). At Alexander på samme tid skulle være ”rentud fornægtende” tyder dog på, at Jensine
også oplever ham som én, der bedrager sig selv. Han ved, at drager, jætter og døden er til,
men vil ikke erkende det.
I løbet af fortællingen bliver det klart, at Jensine delvist tager fejl, idet Alexander er klar
over sin egen dødelighed. På et tidspunkt hvor de taler om krigen, og han fornemmer Jensines
angst, forsøger han at trøste hende:
89