Microsoft Word Viewer - speciale

hun også, at hun ikke vil bede om nåde – om hensyn i ægteskabet, men at det skal være
Alexander, der skal komme til at bede derom (s. 54). Projektet slår som sagt fejl. Hendes
vovemod vækker blot Alexanders stolthed over hende, men hun opdager dog, at han nærer
bekymring for én ting: En perlekæde, som han har givet hende i bryllupsgave. Perlekæden har
tilhørt Alexanders bedstemor, der fik den af sin mand i guldbryllupsgave. For hvert år i
ægteskabet føjede Alexanders bedstefar en perle til, og det blev til 52 i alt. Perlekæden er et
symbol på slægten og har derfor essentiel værdi for adelsmanden Alexander.
I slutningen af bryllupsrejsen går perlekæden i stykker. Jensine får den repareret hos en
gammel, fattig skomager, og da hun får den tilbage, beslutter hun sig for at overgå Alexander
i ubekymret livsførelse ved ikke at tælle perlerne. Nogen tid senere beslutter hun sig alligevel
for at tælle perlerne. Vægten af kæden føles anderledes, og hun er sikker på, at der mangler
mindst én perle. Hun tager et varsel af denne fornemmelse: Har hun ofret et år, to eller tre ved
ikke at have talt perlerne? Hun forventer det negative af tilværelsen, ligesom hun i dyb angst
tænker, at hun vil blive barnløs pga. konflikten mellem sit eget og sin mands livssyn (s. 56).
Det viser sig, at der er en perle ekstra i kæden, og at den er mere værd end alle de andre
perler tilsammen. I stedet for at modtage dette som en velsignelse opfatter Jensine det som en
fristelse fra Djævelen, der gør nar ad hendes verdenssyn (s. 63 f.). For at opklare mysteriet
skriver hun til den gamle skomager i Norge. Det viser sig, at han har føjet en ekstra perle til
som en spas, fordi Jensine, da hun gav ham perlerne, talte dem så uhyre nøje efter.
Den nye perle stammer fra en engelsk dame, der også fik sin perlekæde trukket om hos
skomageren. Imidlertid glemte han at sætte denne perle i, men den engelske dame har ikke
som Jensine talt sine perler efter og var fuldt ud tilfreds med reparationen (s. 58). Jensine har
taget fejl af skomageren. Hun troede, han delte hendes borgerlige ”Bekymring for det daglige
Brød”, men det er ikke tilfældet. Han har derimod et kunstnersind og optræder som en
inkarnation af skæbnen. Han overskrider følgelig Jensines snævre borgerlige verdenssyn, hvor
lykke og ulykke tildeles efter et millimeterprincip.
Udover at Jensine modtager en ekstra perle, antydes det også til slut i fortællingen, at
hun stik imod sine forventninger er blevet gravid. ”Hun havde i nogen Tid ikke følt sig vel”
(s. 64), oplever svimmelhed (s. 67) og begynder at tænke med fortrøstning på de kommende
slægtled. Hun ender med at adoptere Alexanders livssyn og tager hans motto til sig: Om
hundrede år er det alt sammen lige meget. Ligeledes får slægten også afgørende betydning for
hende – hun finder trøst i tanken om, at om hundrede år ”vilde en ung Mand give sin unge
93