Microsoft Word Viewer - speciale

egeringsform optrådte herefter som et historisk begreb. Borgerskabet blev den herskende
klasse og demokratiet den førende statsform.
2.1.2 Et slægtsforhold
Aristokrati kan betegne adelen.
Antikkens identificering af aristokratia med adelsstat blev i Middelalderen i Europa videreført
af kristendommen. Aristokrati og adel er derfor to begreber, som er forbundet med hinanden.
Således har man fx i to tyske leksika Geschichtliche Grundbegriffe (Brunner, Conze og
Koselleck, 1974) og Historisches Wörterbuch der Philosophie (Ritter, 1971) valgt at
gennemgå begge begreber i et samlet afsnit.
Ordet og begrebet adel er stærkt knyttet til slægten. Det betyder ”(af) fornem slægt” og
giver dermed implicit udtryk for den græske tanke, at gode eller fornemme egenskaber kan
nedarves. Adel er endvidere beslægtet med tillægsordet ædel og det oldnordiske adal, som
betyder egenskab (Jacobsen, bd. 1, 1982). Der har således igennem historien været en
forventning om, at det ikke kun var en arvet titel. Adelskab forpligter, som det kommer til
udtryk i den franske talemåde: noblesse oblige.
I 1500-1600-tallet begyndte den udvikling, som skulle ændre adelens position over få
hundrede år. Det første prestigetab var, at den måtte opgive ældre tiders eksklusive
krigerfunktion, fordi opfindelsen af ildvåben ændrede måden, man førte krig på. Nu blev det
almindeligt med massive fodfolksformationer, og at man hyrede lejesoldater. Den europæiske
krigsførelse ændrede sig fra at være et adeligt kunsthåndværk til at blive en socialt
bredspektret masseindustri, og man havde ikke længere brug for et højtspecialiseret adeligt
rytteri. Gamle adelige slægter mistede dermed noget af deres betydning.
Med enevældens indførelse i Danmark i 1660 mistede adelen en stor del af sin politiske
magt. Perioden derefter var præget af en social mobilitet, hvilket bevirkede, at adelsbegrebet
blev kraftigt udvidet. Indtil enevældens indførelse havde det været godsejerstanden, som
havde udgjordt adelen, men nu blev der tale om tre former for adel: Fødselsadelen (adelen fra
før enevældens indførelse), rangadelen og den feudale titeladel.
Fødselsadelen valgte at stille sig i monarkiets tjeneste som civile og militære
statstjenere for fortsat at sikre dens høje sociale status. Standen overlevede, men med stærkt
beskårne privilegier, og den blev suppleret med en rangadel – et embedsaristokrati – hvor
højtstående, borgerligt fødte embedsmænd kunne benådes med adelige rettigheder af kongen.
9