Microsoft Word Viewer - speciale

Tegn, kan man ikke undgaa at faa Svar, det følger som en naturlig Konsekvens af selve
Forlangendet. Paa samme Maade samler en begavet Kortspiller tretten tilfældige Kort
sammen paa Bordet og tager op derfra, hvad man kalder en Haand, en Enhed. Hvor
andre Folk ikke kunde tænke sig andet end at melde Pas, stirrer en Deklaration, en
Storeslem ham ret ind i Ansigtet. Er der en Storeslem i de Kort? Ja, for den rette Spiller
(DAF, s. 364).
Tilfældighed og mening indgår i en paradoksal enhed. En begavet spiller kan ikke kun give
livets tilfældige kort mening, men han kan også forvandle dårlige kort til en fordel.
Blixens livstolkning og livsholdning er spændt ud på to bibelske personer: Jakob og
Job. I 1. Mosebog, kap. 32, kan man læse historien om, hvordan Jakob en nat kæmper med
Gud i skikkelse af en mand. Manden kan ikke besejre Jakob og beder til sidst Jakob om at
slippe ham. Hertil svarer Jakob: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” (1. Mos 32, 27).
Videre står der:
Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og
mennesker, og du har sejret”. Jakob sagde: ”Sig mig dit navn!” Han spurgte: ”Hvorfor
spørger du om mit navn?” Så velsignede han ham dér. Jakob kaldte stedet Penuel, ”for
jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet” (1. Mos 32, 29-31).
Jakob får et mærke for livet – en hofteskade – efter kampen med Gud, men han opnår også
Guds velsignelse. Han får et nyt navn – Israel – og bliver stamfader til Israels tolv stammer –
Guds pagtfolk. Desuden har han haft det privilegium at overleve at se Gud ansigt til ansigt.
I Afrika føler Blixen, at hun står ansigt til ansigt med Gud, og ligesom Jakob kæmper
hun med Gud (eller skæbnen) og mennesker. Hun vil ikke slippe tilværelsen i Afrika, før den
har velsignet hende. Formuleringen ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig” bruger hun
flere gange i bogen, og i fjerde del har hun et kapitel netop med overskriften ’Jeg slipper dig
ikke, før du velsigner mig’. Her fortæller hun, hvordan de hårde tider også velsigner: De
smelter farmens beboere sammen til en enhed. Blixens venner, der kom på farmen, var
rastløse sjæle, som døde unge, men de bragte også velsignelse med sig. Den implicitte pointe i
kapitlet er, at hvis man vil opleve livet i hele dets fylde, følger smerten uvægerligt med (jf.
også fjerde del, ’I Menageriet’). Denne livsindstilling kræver mod. Man må som farmeren, der
længes efter vand, være villig til at drukne i livet og hengive sig betingelsesløst:
Giv mig nu nok og mere end nok. Mit Hjerte er lagt aabent for dig, og jeg slipper dig
ikke, før du velsigner mig. Drukn mig, hvis du vil, men tag ikke Livet af mig med dine
82