Microsoft Word Viewer - speciale

hæve sig over sin egen ulykke. En ejendommelig omstændighed synes dog at gøre sig
gældende: Der eksisterer ulykker, som ikke burde overgå en aristokrat, eller som en aristokrat
ikke burde overleve! Denne tanke støder man på flere steder i Blixens forfatterskab, men nok
stærkest i ’Drømmerne’ fra Syv Fantastiske Fortællinger om operasangerinden Pellegrina, der
kan ses som en af Blixens moralsk-filosofiske aristokrater.
Pellegrina har et passioneret og afgudsagtigt forhold til sin egen rolle som
operasangerinde. Hun oplever sig selv som et mirakeludøvende madonnabillede og sin sang
som en åbenbaring af Gud i himlen. Den store operasangerinde er et symbol på håb for de
fattige, for ”saa længe som Pellegrina sang for dem paa Scenen, saa længe havde Englene
ikke forladt Jorden” (s. 313). Der indtræffer imidlertid en katastrofe. Under en brand i operaen
i Milano mister hun sin stemme. Publikum tror, at Pellegrina døde under branden, men
ligesom Mizzi og Lotti hengiver hun sig nu til et rolleliv, hvor hun hele tiden skifter identitet.
Formålet hermed er bl.a. at bevare det overjordiske madonnabillede intakt: ”At hun skulde
kaldes frem endnu engang paa denne haarde Verdens Scene, at saadanne frygtelige Ting
skulde overgaa hende, som de, der overgaar Folk her paa Jorden, nej, det er udelukket. Intet
menneskeligt Væsen kunde udholde den Tanke” (s. 321).
Hun kan ikke acceptere, at hun, den himmelske operasangerinde, skulle være underlagt
den samme hårde fakticitet som andre almindelige mennesker, for dette forhold passer ikke til
den ophøjede rolle. Endvidere vil hun også bevare det guddommelige billede intakt, for at
menneskene ikke skal blive berøvet deres håb i tilværelsen.
Blixens fremstilling af aristokratiske eksistenser, der føler sig hævet over dette livs love
som fx tyngdeloven, er dybt splittet. På den ene side er aristokraten et særlig livsdueligt
menneske, som elsker livet ubetinget. På den anden side lever livet ikke altid op til
aristokratens forventninger om en vægtløs eksistens. I visse tilfælde slås aristokraten til jorden
og tvinges ned på et prosaisk plan, som han eller hun ikke kan acceptere. Denne
omstændighed tyder på, at aristokraten har et falsk selvbillede og har begået en form for
hybris imod tilværelsen. På den anden side viser både Mizzi, Lotti og Pellegrina sig som
sande aristokrater, fordi de kan hæve sig op over deres ulykke ved hengive sig til et rolleliv.
Midt i ulykken holder de overmægtigt fast i der idealer og selvbilleder, i hvis tjeneste de står.
Den heroiske fastholden i disse idealer og selvbilleder får dog en yderst negativ konsekvens:
Deres liv blokeres. Søstrene kan ikke gifte sig, fordi de i så fald vil forråde deres idealer og
selvbilleder. Pellegrina må opgive sin identitet som Pellegrina og flygte ind i et uegentligt
96