Microsoft Word Viewer - speciale

I sin bog Mulm, stråler og latter (1964. Dansk oversættelse af The Gayety of Vision)
kommer Langbaum med to genrebestemmelser. Først argumenterer han for, at bogen er en
hybrid mellem en pastorale og en fransk-klassicistisk tragedie. De første fire dele er ifølge
ham indbegrebet af pastoral idyl: Afrika beskrives som det tabte paradis. Femte del knytter
derimod an til den franske tragedie: Katastrofen indtræder i femte akt, men i modsætning til
den franske tragedie uden at være forvarslet (1964, s. 136 f.).
Som Ekman mener jeg ikke, at Langbaums argumentation holder vand. De første fire
dele er ikke en gennemført pastorale, da der ikke kun hersker idyl (Ekman, 2002, s. 107 f.).
Der berettes fx om voldsomme og ulykkelige hændelser så som vådeskuddet i anden del.
Katastrofen i ”femte akt” indtræffer heller ikke, som Langbaum mener, uden forvarsler.
Det er åbenlyst gennem hele bogen, at der fortælles på baggrund af et tab, hvilket allerede
kommer til udtryk i bogens berømte første sætning i imperfektum: ”Jeg havde en Farm i
Afrika ved Foden af Bjerget Ngong.” Bogen er altså ikke bygget op på tragediens form, i og
med at katastrofen allerede er indtruffet på fortælletidspunktet, hvilket også understreges af
fortæller-jegets konklusion i begyndelsen: ”Nu er jeg der, hvor jeg skal være” (s. 10), men
altså ikke mere er. Hvis man vil komme Langbaum i møde, kan man sige, at bogen skildrer en
tragisk livskonflikt, og at den i den forstand kan forstås som en tragedie, selvom den ikke
følger genrens form. Dette vil også være i overensstemmelse med Blixens eget syn på
tragedien. I et interview i 1959 sagde hun, at en skæbne og en tragedie dannes af en konflikt,
der udspringer af et sammentræf af omstændigheder, som personen ikke kan magte.
(Brundbjerg, 2000, s. 330). Tragedien er altså ifølge Blixen mere kendetegnet ved den
bestemte livskonflikt end ved formen.
Langbaums anden genrebestemmelse, som Ekman ikke nævner, er romantisk
selvbiografi, hvor det ideale uddrages af det reale, hvilket medfører en forening af
kendsgerninger og myte (s. 139).
I sin bog Isak Dinesen and the Engendering of Narrative (1990) karakteriserer Aiken
værkets struktur som fragmentarisk og associativ, og hun ser denne diskontinuitet som et
udtryk for et kultursammenstød mellem Afrika og Europa: Afrika (og Den Afrikanske Farm)
modsætter sig alle former for systematisering, og i mødet med den afrikanske kultur bryder
den europæiske verdensorden derfor sammen. Af samme grund mener hun, at bogen ikke kan
rummes i én enkelt genre, men at den trækker på former fra forskellige genrer så som den
pastorale elegi, den klassiske tragedie, selvbiografien, memoiren, rejsefortællingen, narrativ
49