Microsoft Word Viewer - speciale

følt sig underlagt. Den nye frihed oplever hun desuden som en overvindelse af tyngdeloven.
Det er nærliggende at sætte lighedstegn imellem det, som hun oplever som sit sande væsen,
og så det aristokratiske Afrika, hvor alt synes muligt, og som indgyder én følelsen af at kunne
flyve.
Mødet med det fremmede forsyner Blixen med en ekstra identitet: Hun har én identitet i
forhold til sin egen civilisation og en anden i forhold til afrikanerne. I det ene tilfælde er der
tale om en ”jordisk” identitet, i det andet om en ”himmelsk”:
Da jeg nu levede sammen med de Sorte og arbejdede med dem, saa prægede dette
Forhold mit daglige Liv. Naar jeg kom sammen med hvide Folk, saa trak jeg igen i min
gamle Forestillingskreds og var saa at sige paa Jorden. De vidste at jeg havde studeret
Engelsk i Oxford, og var i Familie med den og den. Men af sine sorte Folk fik man helt
andre Spørgsmaal stillet: ”har du Mod? Har du Taalmodighed? Vil Du os vel, eller er
Du ude efter Din egen Fordel? (B 79, s. 28 f.).
Hendes oplevelse af en ”jordisk” og ”himmelsk” identitet svarer til spændingen i
aristokratibegrebet: Det politisk-sociale versus det moralsk-filosfiske. I forholdet til sin egen
civilisation er Blixen aristokrat i kraft af sin baronesse-titel, men i forholdet til afrikanerne er
hun det i kraft af sine personlige kvaliteter. Dette kommer nærmest symbolsk til udtryk i hhv.
hendes europæiske og afrikanske titel. Som nævnt gav de indfødte de hvide immigranter
navne, som de karakteriserede dem med. Blixen fik det fornemme navn ”Lioness”, og hun
nævner dette både i Breve fra Afrika (BFA 2, s. 160), Den Afrikanske Farm (s. 75), i essayet
Mit Livs Mottoer (E, s. 14) og i Farah:
Der var Ismail, min gunbearer, en vældig Jæger, optugtet og forædlet til det yderste i
Jægerkundskab og Jægersind, en stor Vejrprofet og Sporfinder, der tænkte og udtrykte
sig i Jagt-Terminologi og talte om min ”store” og min ”unge” Riffel. Det var ham, som,
efter at han var rejst hjem til Somaliland, skrev til mig, adresserede Brevet til ”Lioness
Blixen” og begyndte det: ”Honourable Lioness”, hvad der havde til Følge, at ingen i
Kolonien nogensinde kaldte mig andet end ”the Lioness”, ”Løvinden” (F, s. 10).
Navnets fornemhed understreges ved, at det bliver anerkendt af Ismael, der er en stor jæger og
hører til de aristokratisk indstillede somalier. I Skygger paa Græsset nævner hun endvidere, at
”Det var store Kongers største Hæder at kaldes Løvehjerte” (SPG, s. 50) – altså at blive
forbundet med løvens natur.
77