Microsoft Word Viewer - speciale

Foruden tanken om en naturlig ulighed gør et organisk livssyn sig også gældende i
prestigetiden. Aristokratiet har i kraft af prestigekampen blik for de store sammenhænge
(historien) og de store fællesskaber (slægten, nationen, kollektivet). Der er tale om en
gensidig afhængighed. Herrerne er afhængige af undersåtternes indsats, og undersåtterne
nyder godt af herrernes måde at herske på.
Blixens tanker om prestigetiden er udtryk for en før-moderne tænkning, og de åbner op
for politiske perspektiver. Den aristokratiske styreform har en stabiliserende og gavnlig effekt
på samfundet. Når idealerne forsvinder, opstår der derimod opløsning, som fx i tilfældet med
ægteskabet. Hun pointerer hermed styrkerne ved at basere et samfund på et ideal. I talerne og
essayene finder man dog ingen forklaring på, hvorfor menneskeheden mistede troen på
prestigetidens ideal og gjorde komfort til den højeste værdi.
Prestigetiden er kendetegnet ved et med Girards term mimetisk begær. Herren begærer
objekter, der kan få ham til at fremstå prestigefuld i forhold til et andet subjekt, fx
civilisationens fremtidige dom. I modsætning til Girard opfatter Blixen dette begær og
rivaliseringen som noget positivt, da det opretholder menneskehedens værdighed.
I hendes taler og essays kommer hun sporadisk ind på begrebet anerkendelse. Den
civiliserede herre begærer som sagt anerkendelse fra sine underordnede, fordi det giver ham
prestige, men også fordi han savner et fællesskab med de underordnede. Paradoksalt nok kan
man ifølge Blixens tankegang hævde, at herskerne bevidst eller ubevidst med tiden vil
ophæve slaveriet pga. længslen efter fællesskab. Fordi de begærer folkets anderkendelse.
Dette synspunkt minder om Hegels herre-slave-dialektik.
Efter tiden i Afrika synes Blixen officielt at tage afstand fra den emanciperede kvinde,
der vil virkeliggøre den mandlige aristokrats livsførelse. Kvinden skal først og fremmest være
frem for at gøre, da hun mener, det er afgørende, at kønsforskellen opretholdes.
Vekselvirkningen mellem kønnene har nemlig været menneskehedens største inspiration og
skabt dets adel. Blixens egen livshistorie vidner om, at hun ikke selv kunne finde sig til rette i
den kvindelige rolle at være. For at løse konflikten skaber hun kvindelige figurer som heksen,
malerinden og forfatterinden, der alle kan skabe og udrette noget uden at forråde
vekselsvirkningens lov, i og med at de ikke primært står i forhold til manden.
46