Microsoft Word Viewer - speciale

hverdagen, man dyrkede. At arbejde blev set på med foragt af aristokraten, eftersom det hørte
under det nødvendige og nyttige. Aristokraten beskæftigede sig derimod med frie aktiviteter,
som ikke var nødvendige, men væsentlige. De fire typiske hovedaktiviteter for aristokraten
var: Statsstyre/politik, krigsførelse, religionsdyrkelse og sport.
Fundamentet for en aristokratisk livsførelse var stor rigdom og et stort tjenerskab, der
gav aristokraten frihed til at beskæftige sig med ting, som almindelige mennesker ikke havde
mulighed for at beskæftige sig med. For at vise omverdenen at man ikke var bundet af det
nødvendige, viste aristokraten en demonstrativ ødselhed og ligegyldighed over for alle
materielle værdier. Fx var det normalt at bedrive hasardspil internt i de aristokratiske kredse,
hvor store summer blev sat på højkant. Fester og begravelser var også lejligheder, hvor
dannelse og pragt, fx i klæder, kunne stilles til skue. At have et beundrende publikum var i det
hele taget afgørende for den aristokratiske kultur. Andre populære og prestigefulde aktiviteter
var jagt, selskabelighed, musik, overdådig boligindretning og haveanlægning.
I de aristokratiske kredse lagde man stor vægt på legemlig styrke. Dans blev sat højt,
fordi man herigennem lærte at have kontrol over sin krop. De unge adelsmænd fik normalt
også en militæruddannelse og en oplæring i ridderlige færdigheder.
Middelalderens ridderkultur var inspireret af perserrigets krigerkultur. I 500-tallet f.Kr.
underlagde perserriget sig alle stormagter i Orienten og grundlagde verdens største
statsdannelse i den før-romerske oltid. Riget var baseret på politik, og dets velstand udsprang
af militær magt frem for økonomisk virksomhed. Dette afspejles i det persiske ord for konge
khshatra, som betyder kriger. Den persiske adel modtog landområder af kongen og forsynede
ham til gengæld med mandskab og materiel i krig. Alle raske mænd mellem 15 og 50 år
havde pligt til at lade sig hverve ved enhver krigserklæring, og hele folket var derfor trænet
som krigere. Ifølge Herodots (ca. 484-425 f.Kr.) Historie, hvorfra vores viden om perserne
hovedsageligt stammer, blev alle Persiens sønner oplært i tre ting: At ride, skyde med bue og
tale sandhed. Middelalderens ridderkultur var ligeledes inspireret af antikkens agonale kultur,
hvor man dyrkede sportslige og musiske væddekampe.
I Middelalderen blev ridderungdommen efter perserrigets og antikkens forbillede oplært
i syv færdigheder kaldet probiteter: equitare, natare, sagittare, cestibus certare, aucupare,
scavis ludere, versificare, dvs. at ride, svømme, skyde med bue, fægte, jage, spille skak og
gøre vers. Probitet kommer af latin probitas, som betyder redelighed, oprigtighed eller
14