Microsoft Word Viewer - speciale

Forklaringen paa, at de Indfødte selv skulde ønske at faa mig til Dommer og at de
tillagde mine Domme nogensomhelst Værdi maatte søges i deres særegne mytologiske
eller teologiske Anlæg (s. 108).
[…] Det er sandsynligt, at Kikuyuerne paa Farmen saa min Storhed som Dommer i
selve den Kendsgerning, at jeg ikke vidste mindste Besked med de Love, som jeg dømte
efter (s. 110).
De indfødte har med deres sans for myten og tilværelsens guddommelige indretning genkendt
en sand dommer i Blixen, fordi hun ikke kender deres love, og hendes domsafsigelser derfor
vil være uberegnelige. Kikuyuerne opfatter de hvide og deres handlinger på linie med
uberegnelige naturfænomener (s. 130). Den hvide fungerer altså i forholdet til den sorte som
en inkarnation af skæbnen. Tankegangen er paradoksal, og hun genkender den fra den
nordiske og græske mytologi:
De Indfødtes Tanker gaar ad sære Veje. Der er Lighed mellem dem og de forsvundne
Slægter, for hvem det faldt naturligt at tænke sig, at Odin for at kunne gennemskue hele
Verden måtte give sit ene Øje bort, og som forestillede sig Kærlighedsguden som et
Barn, der ikke selv kunde kende til Kærlighed (s. 109 f.).
De indfødtes valg af Blixen som dommer minder også om deres brug af hende som
læge. Hun beskriver sig selv som en kvaksalver, der har viden om medicin svarende til
niveauet på et samariterkursus, og som har haft held med et par mirakuløse kure, men som
også har begået skæbnesvangre fejltagelser. Efter Blixens mening vinder hun dog de indfødtes
anerkendelse pga. uregelmæssighederne i resultaterne af lægevirksomheden. De er nemlig for
dem et bevis på, at hun er nærmere Gud end den uddannede europæiske læge:
Hvis jeg nu havde kunnet garantere hver enkelt af mine Patienter en sikker Helbredelse,
hvem ved saa, om ikke deres Skare omkring Huset vilde være tyndet ud? Jeg vilde
ganske vist have opnaaet en høj professionel Anerkendelse – her havde man nok at
gøre med en udlært Doktor fra Volaia. Men kunde man bestandig have været sikker paa,
at Gud virkelig var med mig? For ham kendte de til fra de store Tørkeaar og
Hungersaar, fra Løverne paa Sletten og Leoparderne omkring Husene og omkring de
aabne Pladser i Skovene, hvor Børnene gik med deres Geder, fra de Græshoppesværme,
der kom som en sort Sky over Landet, ingen vidste hvorfra eller hvorfor, og som ikke
lod et Græsstraa tilbage efter sig. Ham kendte de ogsaa fra de ubegribelig lykkelige
Timer paa Farmen, naar Græshopperne drog videre over Majsmarkerne uden at slaa sig
ned der, eller naar om Foraaret Regnen kom tidligere og rigeligere end ventet og fik alle
Marker til at grønnes og give dobbelt Afgrøde. Saa denne sikre, dygtige Doktor fra
66