Microsoft Word Viewer - speciale

Blixens officielle version om tiden i Afrika bærer præg af en høj grad af iscenesættelse
og omskrivninger af ”sandheden”, hvilket man kan konstatere ved at sammenligne med Breve
fra Afrika. I trejde del, kapitel 8, skyder Denys og Blixen fx en løve hver, men af et brev til
moderen (BFA 2, s. 125 f.) fremgår det, at Denys skød begge løver. I trejde del, kapitel 5,
bliver Emmanuelson sendt af sted med en dyr flaske vin, men af et brev til moderen (BFA 2,
s. 135 f.) fremgår det, at han blev sendt af sted med en flaske øl. Man kunne nævne flere
eksempler. Den Afrikanske Farm er ikke pålidelig i dokumentarisk forstand, da forfatteren har
lagt til og trukket fra. Denne omstændighed dementerer dog ikke det selvbiografiske, for det
vil altid bære præg af iscenesættelse og aldrig være ren og skær dokumentation.
I Blixens ånd kan man dog sige, at bogen er et udtryk for forfatterens digteriske
sandhed. I et brev til sin moder skriver hun netop om sandhed:
Ja, jeg synes jo længere jeg lever, at Sandhed er det vigtigste for mig, og paa samme
Maade som Du siger: Kærlighed er det første, siger jeg: Sandhed er det første. – Og her
[i Afrika] kan jeg være sand, jeg kan være mig selv (BFA 2, s. 175).
Blixen forbinder sandhed med det at være et autentisk menneske. Hun tilføjer i samme brev:
”Det at ”være sand” er noget positivt og paa ingen Maade bare at holde sig fra at lyve, – ja,
det har egentlig sletikke noget med det at gøre” (BFA 2, s. 175). Den autentiske sandhed er
altså ikke afhængig af den dokumentariske.
Ligesom Ekman ser formen i bogen som autentisk, fordi den spejler forfatterens
eksistentielle krise, mener jeg også, at man kan kalde bogen for autentisk i den forstand, at
den er et udtryk for hendes tolkning af Afrika-tiden. Blixen og Denys skød ikke hver sin løve,
men beretningen er autentisk i den forstand, at den understreger deres fornemme relation til
Afrika (at løverne stod på spring for at blive skudt, når de dukkede op sammen. DAF, s 225 f.,
356 f.) og deres indbyrdes intime relation. Emmanuelson fik ikke en flaske vin med i
bagagen, men beretningen er autentisk i den forstand, at Blixen så og levede sig ind i hans
dramatiske sortie.
Den dramatiske og symbolske gendigtning af virkeligheden er åbenlys i bogen og
”afsløres” ikke blot ved en sammenligning med brevene. Blixens syn og fortællestil minder på
visse punkter om magisk realisme. Naturen er besjælet, og flere steder demonstreres et magisk
syn på tilværelsen med største selvfølge. Kamante, Blixens kok, beskrives fx som en dæmon
med særlig magt (s. 44). Om antilopen Lullu skriver hun: ”Jeg har aldrig hørt fra Lullu” (s.
53