Microsoft Word Viewer - speciale

De få sporadiske tanker om anerkendelse i essayene minder både om Georg Wilhelm
Friedrich Hegels og René Girards. 16 Ifølge Hegels (1770-1831) Phänomenologie des Geistes
(1807) gør en herre-slave-dialektik sig gældende. De stærke kan tvinge de svage til at trælle
for sig, men ikke til at anerkende dem. Det samme gælder for kærligheden – man kan ikke
tvinge den anden til at elske sig. Den stærke begærer dog den svages anerkendelse og begær.
Dette begær udspringer af en værensmangel i subjektet, der føler sig ufuldstændigt og
mangelfuld, hvis det ikke besidder anerkendelsen fra den anden. Dette dialektiske forhold vil
enten føre til en kamp på liv og død mellem de to parter, eller føre til en gensidig
anerkendelse og et jævnbyrdigt forhold (Pahuus, 2001, 126 f.). Blixens synspunkter om, at
slaveriet bliver ophævet ovenfra, fordi den civiliserede herre længes efter fællesskab med den
underordnede, minder følgelig om Hegels tanker om anerkendelse.
Girard (f. 1923), professor i litteratur og civilisation, betragter begæret efter
anerkendelse som blot ét begær blandt mange. Menneskets eksistens er ifølge ham
kendetegnet ved rivalisering, hvilket kommer til udtryk i et mimetisk begær: Mennesket
begærer en genstand, fordi den begæres af en anden. Dvs. at begærets struktur er triadisk: Et
subjekt begærer en genstand, fordi et andet subjekt, som det første subjekt beundrer, også
begærer genstanden. Det andet subjekt fungerer som model og mediator: Det viser det første
subjekt, hvad der er værd at begære. Således kan man sige, hvis man følger Blixens
ræssonement, at herren (subjekt 1) begærer sin underordnedes anerkendelse (genstand), fordi
han vil fremstå prestigefuld og værdigt i civilisationens fremtidige dom (subjekt 2).
Ifølge Girard udspringer det mimetiske begær af en ontologisk sygdom – at mennesket
ikke har en identitet i sig selv. Det mimetiske begær er et begær efter det metafysiske, der kan
give mennesket den identitet, det savner. Før moderniteten var begæret bestemt af eksterne
modeller og mediatorer: Gud, idealer, helgener og historiske forbilleder. Med moderniteten og
”Guds død” forsvandt de eksterne mediatorer, og begæret blev rettet mod andre mennesker,
som guddommeliggjordes. Denne guddommeliggørelse er problematisk, fordi mennesket nu
har mulighed for at måle sig med og overtrumfe sin model. Beundringen kan forvandles til en
farlig rivalisering mellem to subjekter, hvor det gensidige mimetiske begær kan eskalere i
ukontrolleret vold.
Hvis man bringer Blixens udtalelser i essayene i dialog med Girards tænknig, kan man
konstatere, at hun placerer sig i det før-moderne. Aristokraten og den civiliserede herre har
16 Det følgende afsnit om Hegel og Girard er baseret på Jensen, 1995, s. 9-35 og Girard, 1991, s. 174.
42