Microsoft Word Viewer - speciale

Bruds og Brudgoms forenes foran Alteret, idet Præsten byder dem: ”Saa giver da
hinanden Haanden herpaa” (s. 96).
Igennem rollespillet får Axel Mizzi, men kun for en kort stund og på et fiktivt plan.
Afstanden mellem herre og tjener i fortællingen fremstår mere som et spørgsmål om
forskellige roller end som et udtryk for et egentligt hierarkisk forhold, da herrens hele
eksistens er afhængig af tjenerens frivillige indsats i forholdet: Hans troskab, hengivenhed,
underkastelse og anerkendelse. Dette korresponderer med Blixens udtalelse i ’En Båltale med
14 Aars Forsinkelse’, at samspillet mellem herre og tjener ”bliver rigest, hvor de to Parter
staar hinanden nogenlunde nær” (E, s. 77). Dette forhold afspejles også i forholdet mellem
Lotti og Mizzi, der skiftes til at spille rollerne som hhv. herre og tjener. Som Mogens Pahuus
bemærker, adskiller Blixens tanker om herre-tjener-forholdet sig fra Hegels herre-slave-
dialektik, eftersom hun mener, at den gensidige anerkendelse kan finde sted inden for det
hierarkiske forhold (Pahuus, 2001, s. 127) – eller i dette tilfælde inden for det hierarkiske
rollespil.
6.2.1 Sammenfatning
I ’De standhaftige Slaveejere’ er der ikke entydigt tale om et sammenfald mellem det politisk-
sociale og det moralsk-filosofiske aristokrati. Axel oplever en tomhed i det adelige miljø, og
der er en karikeret beskrivelse af to adelige gæster på hotellet.
I fortællingen bliver herre-tjener-forholdet forstået som et idealiseret pagtforhold.
Historien viser dog også, at forholdet kan misbruges, hvis herren (som generalen og
englænderinden) mener, at tjeneren kun lever for hans skyld og ikke indser, at hele hans egen
eksistens også er afhængig af tjeneren. Forholdet mellem herre og tjener bliver rigest, når den
hierarkiske afstand mellem parterne er lille.
I fortællingen bliver det aristokratiske livssyn både problematiseret og idealiseret. På
den ene side har aristokratens sorgløse omgang med penge ført til Mizzi og Lottis ulykke.
Livet lever ikke op til aristokratens forventninger om en vægtløs eksistens. Dette tyder på, at
aristokraten har et falsk selvbillede og begår en form for hybris. På den anden side hæver
aristokraten sig op over sin ulykke og holder overmægtigt fast i sine idealer og sit selvbillede i
kraft af det samme aristokratiske livssyn. Den heroiske fastholden af den aristokratiske
identitet fører dog ikke desto mindre til en livsblokering. Blixens fremstilling af aristokratiske
eksistenser er tydeligvis ambivalent.
98