Microsoft Word Viewer - speciale

I læsningerne af Den afrikanske Farm er der blevet lagt vægt på livssyn, psykologiske
læsninger, det selvbiografiske og Karen Blixens selvfortolkning. 20 Der er for så vidt meget
rigtigt i alle disse læsninger, men de forholder sig ikke til eller berører kun indirekte 21 temaet
aristokrati. En undtagelse er Ib Bondebjerg. Han skriver i kapitlet ’En aristokratisk feminist’,
Dansk litteraturhistorie 7, at Blixen i Den afrikanske Farm søgte ”i en mere direkte og
realistisk form at begrunde både sine kvindelige og aristokratiske livsprincipper” (s. 396).
Afrika beskrives som et aristokratisk paradis før syndefaldet, og Bondebjerg ser desuden de
indfødte som et udtryk for, hvad han kalder Blixens aristokratiske idealisme. Hendes
aristokratiske idealisme skal forstås som en aristokratisk-religiøs forestilling, der radikaliseres
ved, at hun gør ”den til et eksistentielt krav til den enkelte om at forholde sig til og udforme
sin skæbne i forståelse af helheden” (s. 394). Ifølge Bondebjerg består bogen dog ikke i
rendyrkede aristokratiske portrætter, da aristokrat og klasse hos Blixen skal forstås som
kulturel identitet (hvad jeg kalder moralsk-filosofisk aristokrati) og ikke i historisk,
økonomisk eller social forstand. I en undertekst til et fotografi af Blixen og hendes tjenere på
farmen omtaler han hende desuden som ”godsejerske”, hvilket alluderer til det feudale
samfund på farmen.
I det følgende vil jeg gå nogle spadestik dybere end Bondebjergs resumerende indlæg
og udvikle perspektiverne for aristokrati hos Blixen. Derudover vil jeg demonstrere, hvordan
aristokrati er et gennemgående tema i bogen, og hvordan det er bestemmende for det livssyn,
der kommer til udtryk, og Blixens selvfortolkning. I min læsning vil jeg inddrage ’Sorte og
Hvide i Afrika’ og Skygger paa Græsset, hvor hun uddyber forskellige aspekter i Den
afrikanske Farm. Først nogle refleksioner over bogens genre.
5.1 Genrediskussion
Formen i Den Afrikanske Farm er usædvanlig, fordi den spiller på forskellige genrer og består
af mange fortællinger, der til sammen danner en mosaik. Der har været forskellige bud på en
genrebetegnelse, og jeg vil med udgangspunkt i Hans-Göran Ekmans genrediskussion i Karen
Blixens paradoxer (2002), der resumerer Robert Langbaums, Tone Selboes og Susan Hardy
Aikens synspunkter derpå, gøre rede herfor (Ekman, 2002, s. 107-110) samt selv give et bud
på en genrebetegnelse.
20 Jf, Pahuus 2001, s. 58-68; Ekman, 2002, s. 107-134; Selboe, 1996, s.32-68; Langbaum, 1964, s. 136-174.
21 Ekman, 2002, s.75; Selboe, 1996, s. 44; Langbaum, 1964, s. 142, 169.
48