Microsoft Word Viewer - speciale

”En falden Helts Enke,” sagde han, ”det vilde netop være en Rolle, der passede for dig,
min Skat.” Hun fik Taarer i Øjnene, lige saa meget af Vrede som af Bedrøvelse. "Hvis
jeg falder,” sagde han, ”saa vil det i min sidste Time være mig en Trøst at tænke paa, at
jeg har kysset dig lige saa tit som du har givet mig Lov.” Han gjorde det endnu engang
til, og tilføjede: ”Vil det være dig nogen Trøst?” (s. 66).
Alexander er altså klar over sin egen dødelighed, men han er ikke bange for at dø, når han kan
falde som en helt i krigen. For Alexander er krigen et privilegium. Han har med stolthed på
deres bryllupsrejse i Norge ment at se en ”Valkyrie” i Jensine. Hun skal, hvis det er Odins
vilje, føre ham til Valhal – de faldne krigeres hal.
Det er tydeligt, at det æstetiske er en værdi for Alexander. Døden er ikke skræmmende,
når han blot kan komme af sted med manér, og Jensine kan hengive sig til en smuk rolle som
den faldne helts enke. Det er ikke et mål for Alexander at få et langt liv, men derimod at leve
fuldt ud og med stil, mens han gør det. Han udlever Blixens ungdomsmotto: Navigare necesse
est, vivere non necesse! (E, s. 11). At sejle er nødvendigt, ikke at leve!
Jensine er en mere sammensat og kompliceret natur end Alexander, da hun er splittet
mellem aristokratiske idealer og et borgerligt livssyn. Hendes væsen og figur vidner om et
potentiale for en fuldere livsudfoldelse end den borgerlige. Hun beskrives som en høj, frodig
skønhed med klare farver – sort hår og en frisk rød mund. Desuden har hun ”en Art Fynd i
Vækst og Holdning, som om hun var gjort af helt Tømmer” (s. 48). Hun er stærk og letfodet
og i stand til at bestige stejle fjelde alene (s. 50). I sit barndomshjem har hun ”følt sig som en
dristig Aand og længtes efter Eventyret” (s. 51), og hun har desuden forskrækket en ung
handelsmand og beundrer ved at udføre dristige sving på skøjter og vove sig ud, hvor isen var
usikker (s. 56). Hun har ladet sig inspirere af romaner og kærlighedsdigte til at sætte den
lidenskabelige kærlighed højt (s. 50) og til at drømme om helte (s. 52). Endvidere har hun
”allerede i et Par Aar, urolig ved Tomheden i sit eget Hjerte lønligt anraabt Kærlighedsguden,
og hvisket: ”Hvorfor tøver du dog saa længe?” (s. 50).
Som et svar på Jensines bøn bliver Alexander sendt på hendes vej. Ægteskabet udløser
imidlertid en eksistentiel krise i hende, fordi hendes drømme om eventyret, om Eros og om
helte ikke stemmer overens med den virkelighed, hun erfarer sammen med Alexander.
Alexander ligner ikke heltene fra romanerne, idet han hverken har erkendt eller bekæmper det
onde i livet (s. 52). Livet overgår romanerne og Jensines fantasier: ”Men nu følte hun med
90