Microsoft Word Viewer - speciale

tålmodigt folkefærd med et smukt, trofast familieliv. Som aristokraten vægter de ikke arbejdet
højt, men udfører kun modvilligt deres dagsværkspligt på farmen. De er optaget af det gode
navn og prestige, og derudover er de som aristokraten verdensmænd – en egenskab, de har
erhvervet, fordi der lever så mange forskellige stammer og racer i Østafrika. Som de vilde dyr
er de sky og kan være blikstille, for de er først og fremmest vilde og står i et direkte forhold til
Gud.
Tidligere havde kikuyuerne været masaiernes og slavehandlernes bytte, og både
masaierne og somalierne betragter dem derfor som en lav stamme, et slavefolk. Blixen skriver
imidlertid, at kikuyuerne har bevaret en egen selvfølelse over for deres undertrykkere og
forfølgere. De anser sig selv for det eftertragtede jagtbytte, hvorpå ”deres Forfølgeres
Fortjeneste og Anseelse beroede” (s. 153). Derudover har de også en uendelig evne til at
resignere over for livets hårde slag. Blixen mener desuden, at de rent åndeligt er standset op
på et niveau, der svarer til et 9-årigt europæisk barns (SPG, s. 14).
Masaierne
Masaistammen er den højeste i de indfødtes hierarki, og den ligner i ydre og temperament
rovdyrene. Den er stolt med stærke, gamle traditioner og ifølge Blixen Østafrikas smukkeste
folk. Masaierne er nomader og kvægfolk, men først og fremmest krigere med krigermoral.
Blixen ser stammen som legemliggørelsen af Nietzsches ideal: ”Manden er skabt til Krig, og
Kvinden til Krigerens Vederkvægelse, alt andet er Daarskab.” (B 79, s. 20). Hun kalder
masaierne for både aristokrater og proletarer (DAF s. 204). De er aristokrater i de indfødtes
hierarki og proletarer i den hvide civilisations. Alligevel har stammen ”hævdet sig en Plads
mellem det indvandrede Aristokrati [de hvide]” (DAF, s. 152). Den hvide regering anvender
ikke fængselsstraf mod masaierne, fordi frihed er en så fundamental ting i deres natur, at de
dør i fangenskab.
Masaierne er et døende folk, fordi de ikke har ”kunnet lægge deres Samfund om efter
deres forandrede Kaar” (B 79, s. 18). Den hvide regering har forbudt dem at føre krig, og
dermed har de mistet hele deres livsindhold. Af samme grund hader de den europæiske
civilisation frem for alt (DAF, s. 217), og de vil ikke begynde at arbejde for de hvide.
Masaierne er således et eksempel på, hvordan stolthed og en aristokratisk livsindstilling kan
føre til undergang. De vil ikke overleve for enhver pris, men stiller krav til deres tilværelse.
63