Microsoft Word Viewer - speciale

akademisk uddannelse, men muligheden var der. Kvinderne begyndte at kunne sikre deres
eksistens igennem et erhverv og ikke blot igennem ægteskab. Deres frigørelse var begyndt.
Blixen kommenterede og diskuterede kvindesagen i sine breve fra Afrika – især med
Mary Bess Westenholz. I et brev (23-5-1926) til moster Bess giver hun udtryk for, at
kvindesagens hovedanliggende er, at kvinden vil være et menneske og ”staa i et direkte
Forhold til Livet paa samme Måde som Mændene” (BFA 2, s. 42). I samme brev kritiserer
hun det gamle kvindeideal og kønsrollemønster:
Der tales ofte om at Ridderligheden vil forsvinde af Verden, hvis Kvinderne begynder at
leve paa egen Haand. Jeg kan hertil kun sige, at en ”kunstig Bjærgbestignings”-
Ridderlighed, en saadan, hvor man først binder Benene sammen paa den, man viser sin
Hyldest, for saa at opvarte hende, synes mig at have liden Værdi, og at det var
ridderligere at skære Baandene over […]
Jeg ved ikke noget mere typisk Udtryk for den gamle Verdensorden end
Klapjagterne paa Näsbyholm. Sporten, Spændingen og Oplevelserne var Mændenes; de
var for Kvinderne et Slags mystisk Ritus, hvorfra de var udelukkede, – de existerede saa
at sige ikke, førend Mændene kom hjem derfra, og de kunde begynde at være charming
for dem ved Middagen (BFA 2, s 46).
Det gamle kønsrollemønster har været et fængsel for kvinden. Hun blev udelukket fra sporten,
spændingen og alle oplevelserne, som hun kun kunne få del i på anden hånd igennem
manden. At være menneske har derfor ifølge Blixen indtil dette tidspunkt betydet at være
mand, men nu vil kvinderne også være mennesker i stedet for blot kønsvæsener. De vil vælge
deres eget liv og evt. en aristokratisk livsførelse efter mandligt forbillede med spænding, sport
og oplevelser.
3.2.5 At udrette noget som sig selv
Karen Blixen havde et dybfølt ønske om at udrette noget. Hun oplevede det derfor som en
ulykke, at hun ikke i sin opvækst var blevet opmuntret til at tage en uddannelse. Hendes
familie havde først og fremmest tænkt på ægteskab som hendes fremtidsmulighed. Med en
eneste mulighed i livet, som endvidere var baseret på en følelse – kærligheden – og ikke på
fornuft (man var ude over de arrangerede ægteskabers tid), blev kvindens stilling skrøbelig,
konkluderede Blixen efter sin skilsmisse (brevet d. 1-4-1926). I hendes eget tilfælde var
mulighederne for at få et selvstændigt liv meget vanskelige. Eftersom familien med den
allerbedste samvittighed havde ladet hendes evner ligge brak, var der ikke, hvis farmen gik
fallit, noget andet levebrød, hun kunne slå sig på. Hun ville i så fald være overladt ”til
28