Microsoft Word Viewer - speciale

side om side i krigen. Det gamle ægteskab bliver ved denne sammenligning indirekte sat i
forbindelse med det aristokratiske. Generalen (krig), kongen (landet) og præsten (kirken) er
alle emblemer for aristokratiet.
Et andet sted i essayet sætter Blixen det gamle ægteskabs idé i direkte forbindelse med
adelen. Slægten var især et ideal for adelen, som først og fremmest havde sin identitet i at
være fx en Rohan. Man tjente med hele sit liv slægtens ære og fortsættelse. Dette forhold var
uopløseligt, og man var forenet med slægten igennem dens historie og fremtidige
generationer. Selvom det hovedsageligt var for adelen, at slægten spillede så afgørende en
rolle, fik idealet også betydning for den brede befolkning: Nærværelsen af en Elite mærkes
gennem hele Folket. Glansen fra de store Slægters Forbindelser faldt bestandig over
Vielsesritualet, hvor det læstes op (B 77, s. 46).
Adelen har med sin stærke betoning af slægtens rolle og værdi været med til at styrke
og opretholde ægteskabets idé for resten af samfundet. Det er derfor nærliggende, hvis man
følger Blixens ræsonnement, at forbinde det gamle ægteskabs forsvinden med adelens
magttab. Adelens magttab har undermineret slægtens rolle i samfundet, og i stedet blev
individet sat i højsædet. Denne tolkning styrkes af, at Blixen taler om den nye tids gud som
individets og følelsens gud, i modsætning til den gamle tids gud, som var stammens og
fædrelandets og følgelig stod på ægteskabets side (B 77, s. 40).
4.2 Det moderne ægteskab og aristokrati
Ifølge Blixen er det moderne ægteskab lig med kernefamilien, der udtrykker det intime
fællesskab mellem to ægtefæller i et kærlighedsforhold. Kernefamilien bæres ikke af nogen
idé, men er uden nogen begrundelse gjort til noget helligt i sig selv, fremfører hun. Hjemmet
bliver normen for alt. Det lukker sig om sig selv og bliver selvtilstrækkeligt, og hun
sammenligner det med overfyldte, lumre kupéer med mangel på luft. I kernefamilien kan man
heller ikke skabe, da det ikke er tilladt at stræbe efter noget andet end det hellige hjem. Dette
anklager hun:
At I ikke har været Bærere af Aand eller Kunst, at I ikke har været Arnesteder for den
hellige Ild, det er eder paa Forhaand tilgivet, thi det har I ikke formaaet. Men ikke, at I
nidkært har udelukket og fordømt enhver Stræben derefter, fordi den laa udenfor eders
Omraade og kunne stille eder selv i Skygge, … ligetil saadanne Venskaber og
Sværmerier hos eders Børn og Unge, som for eder tog sig ud som Kætterier mod eders
hellige Orthodoxi (B 77, s. 53).
34