Microsoft Word Viewer - speciale

for al evighed. I ’Ekko Fra Højene’ skriver hun følgende om sin reaktion, da hun efter 2.
Verdenskrig modtager beskeden om Farahs død:
Budskabet om Farah’s Død nægtede til at begynde med paa nogen Maade at indgaa i
min Bevidsthed og var længe, længe svært at holde fast derinde. Hvorfor var han draget
bort? – han havde altid været den første til at svare naar jeg kaldte. Men efter nogen
Tids Forløb genkendte jeg Forholdet: han var før i Tiden mange Gange rejst forud for
mig til ukendt, aftalt Sted for at slaa Lejr for mig der (SPG, s. 114).
At Farah først og fremmest har Blixens ære på sinde, viser sig at være en omstændighed af
allerstørste betydning for hende. I Den Afrikanske Farm beskriver hun, hvordan han efter
farmens fallit klæder sig i sit bedste festskrud og følger hende på turene til diverse kontorer i
Nairobi (DAF, s. 360). Det er dog først i ’Farah’, at hun giver udtryk for den fulde dybde i
hans gestus:
Han fulgte mig meget rank, paa tre Skridts Afstand paa min Tiggergang op og ned ad
Nairobis Gader. Da blev vi en virkelig Enhed, og jeg tror en lige saa malerisk som den
der er blevet skabt af Don Quixote og Sancho Pansa: jeg i mine gamle Khakislacks og
lappede Sko, og Farah i al sin Herlighed, tavs. Da løftede han mig med sig op i et
klassisk Plan, som i Wergelands Digt:
”Døden følger den Lykkelige som en tyrannisk Herre,
den Ulykkelige som en Tjener,
der stedse er rede til at modtage sin Herres Kappe
og Maske” (SPG, s. 44).
Farah sørger for, at Blixens nederlag og ulykke får stil og værdighed. På samme tid løfter han
hende midt i ulykken op. Der er ikke længere blot tale om hendes personlige ulykke. Den
ophøjes til en klassisk historie i kraft af den æstetik, han forsyner billedet med. Han har
endvidere vist sig lige så trofast som døden. Sammenligningen med døden, der både er tjener
og en tyrannisk herre, er paradoksal, men også dramatisk og stærk. Farah har i de lykkelige
tider været som en tyrannisk herre på farmen i kraft af sine krav om den højeste standard. Han
er dog lige så tro i ulykken som i lykken og er ikke kun villig til at modtage sin herres kappe,
men også hendes maske: Han står på sin herres værdighed, selv når masken – den ydre
værdighed – falder. Blixen konkluderer:
Ingen Ven, Broder eller Elsker, hellerikke nogen Nabob der pludselig var traadt frem
paa Scenen og havde skænket mig en Sum tilstrækkelig til at bevare Farmen, kunde
73