Microsoft Word Viewer - speciale

2.1 Politisk-socialt aristokrati
2.1.1 Et politisk system
Aristokrati kan betegne en regeringsform, hvor en elite regerer over resten af samfundet.
Aristokrati kommer af det græske ord aristokratia, der opstod omkring 450 – 420 f.Kr., og
som var en politisk betegnelse for en regeringsform. Aristokratia (af áristos: bedst, dygtigst,
og kratein: regere) betyder de bedstes/dygtigstes regering eller de fornemmes/adeliges
herredømme. Áristos blev hos Homer kun brugt i betydningen ydre fortrin, mens det hos de
attiske digtere og prosaikere blev brugt om indre fortrin. Begrebet rummer begge betydninger
– skønhed såvel som åndelige eller intellektuelle evner. Áristos er endvidere beslægtet med
det græske ord aretè (dyd) (Berg, 1998). Aretè må dog ikke forveksles med dyd i kristelig
forstand. Det var ikke en indvendig følelse eller noget etisk, men et talent eller et håndværk,
man udførte. Ordet blev ofte forbundet med krigsfærdigheder.
Aristokratia var i antikken under en fortløbende betydningsudvikling i takt med, at de
politiske teorier og samfundet ændrede sig i Grækenland. Trods nuanceforskellene i brugen
var det fælles for alle betydninger, at man så aristokratia som en positiv pendant til oligarki.
Den grundlæggende tanke i regeringsformen var, at der eksisterer et hierarkisk forhold
mellem mennesker, og at det er de bedste, som skal regere over de andre. Aristokratia er
følgelig væsensforskellig fra den demokratiske tanke og styreform. Det er dog vigtigt at
bemærke, at magthaverne skulle tjene flertallets velfærd og ikke først og fremmest egne
interesser.
I den oprindelige brug af aristokratia lå der ikke nødvendigvis en tanke om arvelige
privilegier, men med tiden blev begrebet identificeret med adelsstat. Det skyldtes flere
omstændigheder. I den tidlige homeriske tid mente man, at velbårenhed (der havde gudernes
velsignelse), dyder (krigsfærdigheder) og herredømme (som regel over land) udgjorde en
enhed. Det var derfor en naturlig tanke, at herredømme var forbundet med fornemme
slægtsforhold såvel som krigsfærdigheder.
Aristoteles mente, at de velhavende var de bedste og dygtigste i samfundet, og de
adelelige var blandt de velhavende, var det naturligt ifølge denne tankegang at opfatte dem
som de bedst egnede regenter. I antikken herskede der også en forestilling om, at man kunne
stamme fra en god slægt ud fra devisen: Gode fædre får ofte gode børn. Både Aristoteles og
Platon mente fx, at gode egenskaber kunne nedarves. Med tiden blev adelen endvidere
7