Microsoft Word Viewer - speciale

’En Herregaardshistorie’ bevæger sig i det tvetydige, og man kan argumentere både for
og imod en forbytning. 42 Det uafklarede forhold kommer også til udtryk i Eitels erkendelse af
karakteren af forholdet mellem de to slægter: ”Vi to, min Fader, og disse Folk som har hørt os
til, har faaet Rødderne alt for tæt sammenvoksede, altfor dybt nede i Jorden, til nogensinde at
kunne komme fri af hinanden” (s. 208).
Forbytningstemaet bekræfter et mønster i Blixens fortællinger, nemlig at de
genealogiske relationer ofte er problematiske. Som Dag Heede bemærker, så vrimler
fortællingerne med forældreløse, uægte eller forbyttede børn eller med børn og voksne af
tvivlsom herkomst. 43 Ligeledes er Ulrikkes barn i ’En Herregaardshistorie’ heller ikke hendes
mands, men Eitels barn.
Om natten efter Lones besøg opsøger Eitel den unge Linnert i fængslet. Linnert er
kendetegnet ved en aristokratisk livsindstilling. Som den aristokratisk indstillede Ulrikke er
han i stand til at glemme og bærer ikke nag. Han bruger hendes ordsprog: ”det har baade
drypregnet og skyldregnet siden den Tid” (s.174 og s. 216). Som Ulrikke føler han heller
ingen skam og rødmer ligesom hende og Eitels fader pga. glæde og stolthed (s. 176 og s.
178). Han bekymrer sig heller ikke om at leve op til samfundets love, men er en lovbryder.
Linnert er i fuld samklang med sin natur, og han bærer Blixens adelsmærke i kraft af sin
livsglæde og lighed med de vilde dyr, der er anstændige frem for respektable:
I den Fangnes Bevægelser da han havde rejst sig op og sat sig havde der været en
forunderlig Samlethed og Ynde og en Art haardnakket Glæde ved at leve. I hans
fornyede Ubevægelighed var der samme Ro som hos et vildt Dyr, der kan forholde sig
mere blikstille end noget Husdyr. Det stod for ham, som om han i sin egen Skov var
stødt paa en Ræv og selv stod urørlig for at iagttage den (s. 213 f.).
I fængslet finder der en forsoning sted mellem herremandens slægt og Linnert-slægten. Eitel
fortæller den unge Linnert Lones historie om forbytningen. Selvom Eitel har sagt, at historien
ikke er sand, tænker Linnert videre på den og konkluderer, at hvis den havde været sand, så
42
For en nærmere diskussion af forbytningsspørgsmålet se evt. Langbaum, 1964, s. 258; Behrendt, 1978, s. 116;
Pahuus, 2001, s. 180 f.
43
Jf. Syv fantastiske Fortællinger: Rosina og og Agnese i ’Vejene omkring Pisa’; Nathalie i ’Den gamle
vandrende Ridder’; Malin, Calypso og Kasparsen i ’Syndfloden over Nordeney’; Den afrikanske Farm: Kikuyudrengen
Wamai; Vinter-Eventyr: Jens i ’Det drømmende Barn’; Alkmene i ’Alkmene’; Peter i ’Peter og Rosa’;
Skæbne-Anekdoter: Elishama i ’Den udødelige Historie’; Karneval: Cazotte og det ”for tidligt” født barn i
’Ehrengard’; Gengældens Veje: Emmauel Tinchebrai; Sidste Fortællinger: Tvillingebrødrene i ’Kardinalens
første Historie’; Childerique i ’Karyatiderne’. Heede, 2001, s. 30-33.
103