Microsoft Word Viewer - speciale

toneangivende, fordi det var herskerne, der bestemte, hvad der var dyder i samfundet.
Kombinationen af fornemme slægtsforhold, dyder, rigdom og politisk magt bevirkede, at
adelen i praksis blev regnet for legemliggørelsen af tanken om aristokratia. Man genkendte et
aristokrati i adelen.
I Europa havde adelen sin glansperiode fra 1200-tallet til ca. midten af 1600-tallet, og i
dette tidsrum fungerede den på mange måder som et politisk aristokrati. Det var blevet skik, at
kongerne sikrede sig adelens støtte ved at tildele den skattefrihed og godser i len. Desuden fik
standen hals- og håndsret (ret til at rejse påtale, udmåle straffe og fuldbyrde straffe) over dens
egne bønder. Til gengæld skulle adelen støtte kongen i krig. Da det var nødvendigt med et
veludrustet rytteri, måtte adelen selv uddele jord til trofaste mænd, der forpligtede sig på at
møde som ryttere. Af denne rytterstands selvforståelse opstod riddervæsenet.
Adelens rang, stand og privilegier blev traditonelt arvet igennem mandslinjen, og med
tiden havde den held til at udvide sine privilegier og fik eneret til at eje frit jordegods samt
monopol på de højeste og mest indbringende statsembeder. Især de højest placerede i
adelshierarkiet deltog i den kongelige administration. Der var til stadighed magtkampe
mellem adelen og kongerne eller fyrsterne i Europa, men det rokkede ikke ved adelens
politiske indflydelse. Middelalderens hierarkiske samfundsopbygning blev yderligere opfattet
som en guddommelig forordning, idet man så den som en afspejling af verdens magtstruktur
med Gud som den øverste magt. Ham tilhørte ”riget, magten og æren”, ligesom jorden, den
politiske magt og dyderne tilhørte kongerne, fyrsterne og adelen, som rådede i Guds sted.
Med Oplysningstiden og Den franske Revolution 1789 led adelen store magttab.
Oplysningsfilosofiens tanke om, at alle mennesker er lige, var principielt uforeneligt med et
hierarki, der var bygget på en tanke om arv og slægt og fandt sin legitimation i at være guds-
eller naturgivet. Ordene aristokrati, aristokrat og aristokratisk blev i perioden fra Den franske
Revolution og frem til 1848 brugt som politiske skældsord, og der opstod groft sagt en to-
partis-dikotomi mellem en oplyst-revolutionær demokratisme (der ville afskaffe adelen) og en
kirkelig-restaurativ aristokratisme (der ville opretholde eller tilpasse adelen på ny).
I Danmark mistede adelen sin sidste politiske magt med grundloven i 1849, som
afskaffede alle standens privilegier med undtagelse af ejendomsretten til majoraterne 3 . Adelen
ophørte med at fungere som et politisk aristokrati, og aristokrati forstået som en
3 Majorat er en fællesbetegnelse for arvegodser som grevskaber, baronier, stamhuse (godser som gik udelt i arv)
og fideikommiser (gods eller kapital båndlagt til en familie eller et bestemt formål).
8