Microsoft Word Viewer - speciale

”Var Du det?” sagde hun.
”Men han er jo en Drabsmand, min arme Lone,” sagde han. ”Han har jo slaaet et
Menneske ihjel. Jeg ved sletikke, om det kan nytte noget at søge om Kongens Naade for
ham.”
”Ja, han har slaaet to Mennesker ihjel,” sagde Lone.
”Saa bliver det vel endda det bedste for ham,” sagde han, ” at han soner sin Skyld. Da
kan intet Menneske længer bære ham Nag” (s. 197 f.).
Eitel kan ikke gøre noget for Linnerts slægt ud over at hjælpe Lone med at få en tilladelse til
at se sin søn en sidste gang. Dette skyldes, at han opfyldt af sin retfærdighedssans ikke kender
til at vise nåde.
Eitels refærdighedsprincip bliver også modsagt af plottet i fortællingen. Da Lone om
aftenen kommer for at tale med ham, betror hun ham, at hun for at hævne uretten mod sin far
forbyttede sin egen søn med herremandens. Eitel er hendes rigtige søn, og det er
herremandens søn, som også hedder Linnert, der nu står for at skulle henrettes. Eitel tror dog
ikke på Lones historie. Hun udbryder fortvivlet:
”Skal der da ingen Retfærdighed være paa Jorden?” sagde hun tilsidst.
”Jo, der skal være Retfærdighed paa Jorden,” svarede han.
”Men den Retfærdighed paa Jorden,” sagde Lone lidt efter, jamrende, og idet hun
langsomt og sagte vred sine Hænder, ”det skal dog ikke være den, at dengang da jeg bar
Dig herop paa Gaarden, med stor Fare, for at give Dig alt her, da var det dem heroppe,
som tog Dig, saa at du blev en af deres? Den Retfærdighed,” klagede hun sig videre, og
bøjede sin Krop som i svær Smerte, ”den skal dog ikke være, at jeg aldrig skal kalde dig
min Søn og aldrig høre Dig kalde mig Din Moder?” (s. 203).
Regnestykket går ikke op. Lone har nok fået hævn, men hun har mistet sin egen søn derved,
og herregårdsfamilien har ikke mærket hævnen. Hun er blevet barnløs, men herregården har
blot fået en ny søn. Eitel er blevet som en af dem, og selvom han tillader Lone at kalde ham
for sin søn, så opnår hun kun, at han kalder hende for et fattigt ”Lone, Morlille” (s. 204).
Endvidere er Eitels liv som herremandssøn byrdefuld, fordi han forsøger at sone
herregårdsslægtens synd – den slægt, som ironisk nok har begået en uret imod hans egen
biologiske slægt (s. 205).
Det er imidlertid langt fra entydigt, om forbytningen har fundet sted. Efter Lones besøg
opsøger jomfru Paaske Eitel og dementerer historien. Desuden fortæller hun, at Lone ikke er
rigtig i hovedet ved fuldmåne, og det er netop fuldmåne den pågældende aften. Det er dog
uvist for læseren, om jomfru Paaske har lyttet ved døren og fortalt sandheden.
102