Microsoft Word Viewer - speciale

ikke fordeles ligeligt, uden at Begrebet i sig selv likvideres. Ikke ethvert Menneske kan
udmærke sig, og det er utænkeligt at ethvert Menneske kan imponere ethvert andet (E,
s. 56).
Ifølge Blixen eksisterer der en naturlig ulighed mellem mennesker – nogle er kønnere, mere
intelligente eller dygtigere end andre – og dette legitimerer, at nogle priviligeres frem for
andre. Ligeledes er det ikke alle, som kan få del i prestigen, fordi det ikke er alle, som kan
leve op til den. Adelens privilegier krævede anstrengelse, ofre og en indsats. De var desuden
ikke personlige ejendomme, men noget, som skulle forvaltes. Som et eksempel nævner hun
harakiri:
Harakiri, – det rituelle Selvmord ved Maveopsprætning, der formaar at udslette en
Krænkelse og at give den uretfærdigt anklagede Mand Oprejsning, – var den japanske
Adels Privilegium. De gamle Adelsfamilier havde særlige, rituelle Knive liggende rede
til deres Privilegiums Udnyttelse. Om Harakiri er en bekvem Maade at slippe af med
Livet paa, er aldrig kommet i Betragtning (E, s. 58).
Blixen kalder adelens storhedsperiode for prestigetiden og karakteriserer den med Voltaires
udsagn: ”C’est le superflu qui est le nécessaire”, – ”det er det overflødige, som er
Nødvendighed” (E, s. 60). ”Det overflødige” er ikke et overskud af ”det nødvendige”, men er
netop væsensfremmed fra dette:
Privilegiet synder, idet det hævder sig over for en Livsfornødenhed, ikke blot imod
menneskelig Retfærdighed, men imod sit eget Væsen. Ritualet kan vel optage Brødet
som sit højeste Symbol, men da kun i dets enkleste, i dets ældgamle Skikkelse. Med det
høje Smørrebrød kan Ritualet ikke have noget Samfund (E, s. 60 f.).
Med andre ord bestod etikken i prestigetiden i, at det nødvendige som fx mad skulle være
tilgængeligt for alle, hvorimod prestige, som intet havde med overlevelse at gøre, kun skulle
være tilgængeligt for de få, der kunne leve op til dette gode. Endvidere kan idéen om et
naturligt hierarki mellem mennesker ifølge Blixens ræssonement kun opretholdes, hvis de
privilegerede værner om idéens ære, dvs. sørger for, at det livsnødvendige er tilgængeligt for
alle.
I ’Daguerreotypier’ hævder Blixen, at adelen eller i hvert fald den førnævnte frue på
Vindingegård levede op til etikken. Hun var en god madmor (E, s. 46). Prestigetiden
37