Microsoft Word Viewer - speciale

ligeledes på en tendens til – i hvert fald i teorien og på det symbolske plan – at ville forsone
sig med uretfærdighed og brutalitet for idealets skyld.
Selvom man ikke kan tale om en direkte Nietzsche-påvirkning hos Blixen, mener jeg, at
man kan drage interessante paralleller. Madsen bemærker fx: ”Hendes skæbnesyn havde som
Nietzsches filosofi karakter af transformation af aristokratiske tankemønstre til æstetisk
formidlet eksistenstolkning” (Madsen, 1985, s. 97). Dette synspunkt er jeg enig i. I
ungdomsværket Die Geburt Der Tragödie (1872) gør Nietzsche rede for en en æstetisk
formidlet eksistenstolkning i form af en kunstmetafysik, der minder meget om den æstetiske
retfærdiggørelse af lidelsen, som man finder hos Blixen. I værket hylder Nietzsche den
græske tragedie, der i kraft af sin æstetiske fremstilling af lidelsen kan give grækeren en
metafysisk trøst og derigennem redde ham til livet. Kunstneren – den dionysiske urkunstner –
ophøjes tillige, eftersom han formår at være subjekt og objekt på samme tid. Kunstnerens jeg
spaltes i et empirisk jeg, der føler, og et observerende jeg, der reflekterer over og iscenesætter
det empiriske jeg. Det empiriske jegs lidelser forsynes med æstetisk lyst, idet de omdannes til
en form – fx den tragiske myte. Kunsten optik skaber derved en mening med lidelsen, hvilket
gør det muligt at sige ’ja' til lidelsen og dermed livet i dets helhed (Holm, 1999, s. 19 f.).
Nietzsche tager dog senere afstand fra sin kunstmetafysik, da han kommer til den
overbevisning, at livet kun skal retfærddigøres af det dennesidige. Heri adskiller Blixen sig fra
Nietzsche. Selvom man kan diskutere, hvad Blixen mener med ordet ’Gud’, som hun ofte
anvender, så ligger det implicit i hendes livssyn, at mennesket er skabt, og at der en idé bag
denne skabelse. At omforme sin lidelser til kunst er ikke blot en måde at forsone sig med dem
på. Aristokraten giver livets magter ære ved at give dem et mægtig æstetisk svar.
Som Blixen var Nietzsche også optaget af aristokratiske og primitive samfundsformer.
Sverre Raffnsøe mener dog, at dette ikke skal ses som et reaktionært træk hos den tyske
filosof, eller som en legitimation af det aristokratiske samfund som en ønskværdig
naturtilstand. Det aristokratiske samfund skal derimod studeres for at man kan vinde
perspektiver deraf for fremtiden (Raffnsøe, 2001, s. 42 f.). På samme vis kan man også
opfatte Blixens komplekse fremstilling af politisk-socialt og moraIsk-filosofisk aristokrati
som en afprøvning af hendes aristokratiske idealer. Hun fører både det politisk-sociale og det
moralsk-filosofiske aristokrati ud i deres yderste konsekvens for at undersøge idealernes
styrker og svagheder. Hun søger efter et nyt, stærkt og fornemt ideal, som mennesket kan
tjene i stedet for at lulle hen i den borgerlige stræben efter størst mulig komfort og tryghed –
108