Microsoft Word Viewer - speciale

Hans analyse af aristokrati hos Blixen er imidlertid mangelfuld. Det er ikke indlysende
for læseren, at hendes livsholdning netop skulle være aristokratisk. Hvordan kan fx hendes tro
på skæbnen forbindes med det aristokratiske, og betragtede hun selv sin livsholdning som
aristokratisk? Leander Hansen kommer ikke med nogen fyldestgørende forklaring, og hans
argumentation for sin tese kommer derfor til at fremstå som et postulat. Opgaven er dog heller
ikke let, da Blixen rent faktisk ikke brugte ordet aristokrati særlig ofte. En anden mangel ved
Leander Hansens bog er, at han ikke behandler Blixens forhold til det sociale aristokrati –
adelen.
I forskellige interview udtrykte Blixen sympati for feudaltiden, og til sin samtids store
forargelse erklærede hun flere gange, at hun gerne ville være rig, så hun kunne få råd til at
holde tjenere eller slaver (Brundbjerg, 2000, s. 55-58, 154-160, 235-248). Hun insisterede
også på at blive tituleret ved sin adelstitel, baronesse – en titel, som hun havde giftet sig til.
Disse omstændigheder tyder på, at hun ikke blot forholdt sig til aristokrati som en
livsholdning, men også som en politisk-social status.
I sin bog Kraftens horn (1982), der tegner et ambivalent og lidet flatterende psykologisk
portræt af Karen Blixen, skriver Anders Westenholz, at hun var en rendyrket snob, der
begræd, at hun ikke var adelig af blodet, men en efterkommer af to spidsborgerlige familier
(s. 60). Mange af Blixens biografer har ifølge Westenholz forsøgt at bortforklare hendes
kærlighed til titelaristokratiet. Biograferne hævder, at det var aristokrati forstået som metafor,
den sjælelige adel, som hun efterstræbte. Westenholz mener, at biografer og litterære kritikere
har bortforklaret eller ignoreret hendes dyrkelse af titelaristokratiet, fordi de har opfattet
hendes snobberi som pinligt eller ikke har ment, at snobberi kunne være et personlighedstræk
hos et menneske af Blixens format (s. 86-101). Han kommer dog indirekte med en
indrømmelse til biograferne, idet han også selv forbinder hende med en heroisk-aristokratisk
livsanskuelse (s. 65).
Man behøver ikke at være en skarp læser for at opdage, at Anders Westenholz, en
slægtning til Blixen, i sin bog har en skjult dagsorden: Et forsvar for hendes mødrene side,
Westenholz-familien, der på uretfærdig vis af både Blixen og hendes biografer er blevet stillet
i et dårligt lys. Trods den åbenlyse mangel på en objektiv distance til Blixens person har
Westenholz dog ret i, at der har været og stadigvæk er en tendens til at negligere hendes
fascination af det sociale aristokrati, hvilket Leander Hansens bog også afspejler.
3