Microsoft Word Viewer - speciale

”som om”: ”som om man havde levet i lang Tid oppe i Luften.” Grænsen mellem fantasi og
virkelighed er hårfin.
I denne natur, der giver løfter om frihed, vægtløshed og et fantasiens rige, føler hun sig
hjemme: ”Nu er jeg der, hvor jeg skal være” (s. 10). Det er dog det jomfruelige Afrika, som
læseren præsenteres for i begyndelsen af bogen, og som hun føler sig hjemme i. Den
Afrikanske Farm er ikke kun historien om, hvordan Blixen mistede sin farm og afrikanske
tilværelse. Den er også en svanesang over det tabte aristokratiske Afrika.
5.2.3 Det politiske ”aristokrati”
I Den Afrikanske Farm omtaler Blixen immigranterne som ”det indvandrede Aristokrati” (s.
152). Det er dog tydeligt, at hun ikke opfatter den hvide befolkning som sande aristokrater.
De hvide har i modsætning til afrikanerne mistet en del færdigheder i livet:
Vi Europæere har mistet Evnen til at skabe Myter og maa holde os til, hvad Fortiden har
samlet sammen og efterladt os. Men Afrikanernes Tanker løber naturligt og let paa de
gamle dunkle Stier. Deres Evner og Gaver i denne Retning kommer især frem i deres
Omgang med hvide Folk (s. 108).
Hun konstaterer, at afrikanerne har mytologiske og teologiske egenskaber. De hvide har
derimod mistet evnen til at sætte deres liv ind i et større perspektiv og skabe en myte omkring
det. Yderligere skriver hun om de indfødte og de hvide:
De Indfødte har i langt mindre Grad end hvide Folk Følelsen af Risiko i Livet. Jeg har
nogle Gange, paa en Safari eller paa Farmen, i et særligt spændende Øjeblik mødt mine
indfødte Folks Øjne og har følt, at vi var paa lang Afstand fra hinanden, og at de
undrede sig over min Vurdering af Situationens Alvor. Det gav mig noget at tænke paa.
Maaske var de virkelig paa en Maade, der for os maa blive uforstaaelig, og som vi ikke
kan efterligne, i selve Livet i deres rette Element, som Dybvandsfisk, der ikke vilde
kunne forklare sig vor Frygt for at drukne. Denne sikkerhed i Tilværelsen, den
Svømmekunst, tænkte jeg, har de, fordi de har bevaret en Kundskab, som vore egne
første Forældre satte overstyr for os, og hvori, mellem alle Verdensdele, Afrika især kan
undervise os: At Gud og Djævelen er én, deres Herlighed er lige store, deres Majestæt
lige evig, saa at der ikke er to, som er uskabte, men een som er uskabt, ikke to
umaalelige, men een umaalelig, – og de afrikanske Indfødte ærer Dobbeltheden i
Enheden og Enheden i Dobbeltheden (s. 25 f.).
Den hvide civilisation mangler livskundskab, men den kan gå i lære i Afrika. De indfødte er
immigranterne overlegne, når det kommer til det at leve. Livet er deres rette element som
58