Microsoft Word Viewer - speciale

(repræsenteret af flertallet af de hvide immigranter). Den hvide civilisation, der vinder frem i
Afrika, er en post-feudal civilisation, der hverken kan eller vil leve op til den feudale ideologi.
De hvide regerer ud fra borgerlige idéer frem for idealet om prestige. De vil sikre sig i
tilværelsen og er ikke som aristokraten i overensstemmelse med tragediens idé. Af samme
grund opstår der ikke i Kenya efter Blixens målestok et sandt hvidt politisk-socialt aristokrati.
Den afrikanske Farm demonstrerer, at det politisk-sociale aristokrati ikke kan realiseres i den
moderne verden, men at man kan hævde sig individuelt som aristokrat i moralsk-filosofisk
forstand.
Sammen med Mayflower-folket fremstår proletarerne, afrikanerne, vagabonderne,
taskenspillerne og oprørerne som aristokrater i kraft af deres moralsk-filosofiske
livsindstilling. De forbindes med det vilde og har alle deres værdi i deres eget væsen og er
ikke optaget af at leve op til samfundets forventninger. Aristokraten forbindes desuden med
puberteten og ynglingementaliteten, hvilket indikerer, at han eller hun ikke er rigtig voksen.
I Den afrikanske Farm vægtes det moralsk-filosofiske aristokrati højere end det
politisk-sociale, eftersom det først og fremmest er individets forhold til tragedien, der afgør,
om man er aristokrat. Hvis man kan samtykke og hengive sig i livet, når katastroferne
indtræder, og skabe sig en skæbne deraf, da har man vist sig som en sand aristokrat. Det synes
endvidere at være naturligt for aristokraten at indgå i pagtforhold, hvor målet er, at parterne
skal vinde gensidig ære.
Som Bondebjerg mener jeg, at Blixens aristokratiske livsindholdning er eksistentiel-
religiøs, da man ved at udleve sit aristokratiske selv realiserer idéen med ens skabelse og
derved giver skaberguden ære. Den aristokratiske livsindstilling knytter sig også til det
kunstneriske, fantasien og fiktionen. Der er tale om en dramatisk og symbolsk oplevelse af
virkeligheden, der for omverdenen kan tage sig teatralsk og patetisk ud. Aristokraten bevæger
sig således i det tragikomiske – i forhold til menneskene tager han sig komisk ud, i forhold til
livets magter spiller han en storslået tragedie. Skellet mellem fiktion og virkelighed er hårfint
for aristokraten, der længes efter og til tider synes at opleve, at tyngdeloven bliver sat ud af
kraft.
Den aristokratiske livsholdning rummer en stor risiko, da den ikke anerkender livets
begrænsninger, og da aristokraten opsøger spænding og ikke sikrer sig i tilværelsen.
Aristokratens ønske om at overskride tyngdeloven kan også forstås som en slags hybris: Han
eller hun vil have gudestatus og ikke være underlagt menneskelivets love. I kølvandet på den
85