Microsoft Word Viewer - speciale

og filosofisk spekulation, aforismen, parabolske refleksioner og sange. Desuden placerer den
sig også imellem så modsatrettede diskurser som historie og myte, fakta og fiktion, prosa og
poesi (Ekman, 2002, s. 108 f.). 22
Også Selboe konkluderer i sin bog Kunst og erfaring (1996), at det er svært at placere
værket genremæssigt og vælger kort og godt en bred klassifikation: En roman med stærke
selvbiografiske træk (Selboe, 1996, s. 35). Desuden mener hun, at bogen skal læses som en
selvrestaurering og selvfortolkning, der præges af en antropologisk diskurs. Jeget
mytologiseres, ”og De Andre bliver derfor til speilinger – kontraster som skal framheve og
belyse jeget” (s. 42).
Ekman (Ekman, 2002, s. 107-110) kalder værket for en radikal fornyelse. Han mener, at
bogen består af fem heterogene dele, der skaber en disharmoni, hvilket gør det vanskeligt at
placere værket inden for en allerede eksisterende genre.
Jeg er uenig med Ekman i, at bogen skulle bestå af fem heterogene dele. Selvom der
ikke er tale om en traditionelt fremadskridende handling, og man til dels kan læse de første
fire dele uafhængigt af hinanden, ville femte del slet ikke give mening og have samme tyngde
uden de fire første dele. Ligeledes er der tale om en fortløbende introduktion til både Afrika
og personerne i de fire første dele.
Ekman udtrykker nogen forvirring omkring genreklassifikationen. På den ene side
tilslutter han sig Selboes klassifikation, omend han mener, hun forenkler problematikken. På
den anden side deler han til en vis grad Aikens synspunkt. Alligevel forsøger han at give et
helt tredje bud: Svart pastoral (Ekman, 2002, s. 107), som er underoverskriften til kapitlet
’Den afrikanska farmen’. Denne sorte pastorale må dog ligge tættere på elegien end
pastoralen, hvis man skal forstå følgende udtalelse:
I motsats till de flesta uttolkare ser jag inte boken som en berättelse om en person som
fördrivits ur ett paradis. Snarere menar jag att boken beskriver författerens fåfänga
försök att uppgå i den afrikanske miljön och den ter sig sålunda snarare som en elegi än
som en pastoral (Ekman, 2002, s. 109).
Ekman ser først og fremmest bogens form som en spejling af forfatter-jegets tiltagende
eksistentielle krise, der ender med sammenbruddet i femte del. Den psykologiske krise, som
kommer til udtryk i formen, er det mest autentiske, fordi den beskriver den psykologiske
22 Aiken, Susan Hardy: Isak Dinesen and the Engendering of Narrative, University of Chicago Press, 1990.
50